Romans 9— LB

¹Jeg siger sandhed i Kristus, jeg lyver ikke, m in samvittighed vinder med mig i den Helligaand,

²at jeg har stor bekymring og uafladelig sorg i mit hjærte;

³thi jeg skulde ønsket selv at være banlyst fra Kristus for mine brødre, minde frænder efter kjødet,

⁴som ere Israeliter, hvem børneretten og herligheden, pagterne og lovgivningen, gudstjenesten og forjættelserne tilhøre;

⁵hvem fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter kjødet, han, som er Gud over alt, højlovet i al evighed, Amen! -

⁶Men ikke som om Guds Ord havde fejlet; thi ikke alle, som ere af Israel, ere Israel;

⁷heller ikke ere alle Abrahams børn, fordi de ere Abrahams sæd; men \i Isak skal din sæd kaldes\;

⁸det er: ikke børnene efter kjødet ere Guds børn; men forjættelsens børn regnes til sæden;

⁹thi det er forjættelsens Ord: Ved den tid vil jeg komme, og Sara skal have en søn;

¹⁰men ikke det alene, men ogsaa med Rebekka, som var frugtsommelig ved den ene Isak, vor fader;

¹¹thi da de endnu ikke vare fødte og hverken havde gjort godt eller ondt, - forat Guds beslutning efter udvælgelsen skulde staa fast, ikke ved gjerninger, men ved ham, som kaldte -

¹²blev der sagt til hende: Den ældre skal tjene den yngre;

¹³som skrevet er: Jeg elskede Jakob, men hadede Esau.

¹⁴Hvad skulle vi da sige? er der uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!

¹⁵thi han siger til Mose: Den, jeg vil være naadig, er jeg naadig, og hvem jeg vil forbarme mig over, forbarmer jeg over.

¹⁶Det staaer altsaa ikke til den, som vil, eller den, som løber, men til Gud, som er naadig;

¹⁷thi skriften siger til Farao: Just dertil har jeg ladet dig staa, at jeg vilde vise min magt paa dig, og forat mit navn skulde forkyndes paa hele jorden.

¹⁸Saa er han da naadig, som han vil, men forhærder, hvem han vil.

¹⁹Du vil altsaa sige til mig: Hvad klager han endnu over? thi hvem har modstaaet hans villie?

²⁰men, o menneske da, hvad er du, at du vil gaa i rette med Gud? kan værket sige til mesteren: hvorfor gjorde du mig saaledes?

²¹eller har en pottemager ikke magt over leret, til af samme æltning at gjøre et kar til ære, et andet til vanære.

²²Men om Gud, idet han vilde vise sin vrede og give sin magt tilkjende, med stor langmodighed taalte vredens til fordærvelse dannede kar

²³og nu vilde kundgjøre sin herligheds rigdom paa naadens kar, som han forud beredte til herlighed,

²⁴os, som han og kaldte ikke alene af Jøder, men ogsaa af hedninger,

²⁵som han og siger hos Hosea: Jeg vil kalde det mit folk, som ikke var mit folk, og hende den elskede, som ikke var den elskede;

²⁶og det skal ske, at paa det sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit folk, der skal de kaldes den levende Guds børn;

²⁷men Jesaja udraaber over Israel: Var end Israels børns tal som havets sand, skal kun en levning frelses;

²⁸thi han fuldkommer sit Ord og opfylder det i retfærdighed, for Herren vil gjøre sit Ord fyldest paa jorden,

²⁹ligesom Jesaja forudsagde: Dersom Herren almægtigste ikke havde levnet os sæd, vare vi blevne som Sodoma og havde lignet Gomorra. -

³⁰Hvad skulle vi da sige? at hedningerne, som ikke jagede efter retfærdighed, fik retfærdighed, den retfærdighed nemlig, som er af tro,

³¹men Israel, som jagede efter retfærdigheds lov, naaede ikke til retfærdigheds lov.

³²Hvorfor`fordi det var ikke af troen, men som af lovens gjerninger; thi de stødte paa anstødstenen,

³³som skrevet er: Se, jeg sætter en anstødssten i Sion og en foragelses klippe, og hver, som troer paa ham, skal ikke beskjæmmes.