Romans 4— LB

¹Hvad skal vi da sige, vor fader Abraham fandt efter kjødet?

²thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af gjerninger, har han ros, men ikke for Gud.

³Thi hvad siger skriften? Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed;

⁴men ham, som har gjerninger, regnes lønnen ikke efter naade, men efter skyldighed;

⁵men ham, som ikke har gjerninger, men troer ham, som retfærdiggjør den ugudelige, regnes hans tro til retfærdighed;

⁶ligesom og David taler om det menneskes salighed, hvem Gud tilregner retfærdighed uden gjerninger;

⁷Salige de, hvis overtrædelser ere forladte og hvis synder ere skjulte;

⁸salig den mand, hvem Herren ikke vil tilregne synd! -

⁹Er denne salighed altsaa grundet paa omskjærelsen eller ogsaa ikke-omskjærelsen? thi vi sige, at troen blev regnet Abraham til retfærdighed.

¹⁰Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskaaren eller ikke omskaaren? ikke da han var omskaaren men uomskaaren;

¹¹og han modtog omskjærelsens tegn som en besegling paa troens retfærdighed uden omskjærelsen, forat han kunde være fader til alle, som tro uden at være omskaarne, saa retfærdighed ogsaa tilregnes dem;

¹²og fader til de omskaarne, som ikke alene har omskjærelsen, men og vandre i den tros spor, som vor fader Abraham havde uden omskjærlse. -

¹³Thi ikke ved lov fik Abraham eller hans sæd forjættelsen, at han skulde arve verden, men ved troens retfærdighed.

¹⁴Thi dersom de vare arvinger ifølge lov, blev troen et tomt ord og forjættelsen uden betydning.

¹⁵Loven virker nemlig straf, thi hvor der ikke er lov, er der heller ikke overtrædelse.

¹⁶Derfor er forjættelsen ved tro, at den af naade er fast for den hele sæd, ikke alene for den af loven, men ogsaa for den af Abrahams tro, og han er alle vores fader,

¹⁷som skrevet er: Jeg har sat dig til mange folks fader for Gud, som han troede, som gjør de døde levende og kalder de ting, der ikke ere, som værende. -

¹⁸Han trode mod haab med haab, at han skulde blive mange folks fader, eftersom der var sagt: Saadan skal din sæd vorde!

¹⁹og, uden at blive svag i troen, betragtede han ikke sit eget allerede afdøde legeme, da han var nær 100 aar, eller Saras afdøde moderliv,

²⁰men han tvivlede ikke i vantro paa Guds forjættelse, men han blev styrket ved troen, da han gav Gud æren

²¹og var fuldkommen sikker paa, at, hvad han har lovet, er han og mægtig til at gjøre;

²²og derfor blev det regnet ham til retfærdighed.

²³Men det er ikke skrevet for ham alene, at det blev tilregnet ham,

²⁴men ogsaa for os, hvem det vil blive tilregnet, vi, som tro paa ham, der oprejste vor Herre Jesus fra døde,

²⁵ham, som blev hengivet for vore overtrædelser og oprejst for vor retfærdiggjørelse.