1Hver sjæl være de høje øvrigheder underdanig; thi der er ingen øvrighed uden af Gud, men de øvrigheder, som ere, ere beskikkede af Gud;
2saa at hver, som sætter sig mod øvrigheden, staaer mod Guds anordning; men de, som staa imod, ville faa dom over sig,
3thi herskerne ere ikke en skræk for gode men for gode men for onde gjerninger; men vil du ikke frygte øvrigheden, gjør saa, hvad godt er, og du vil faa ros af den;
4thi den er en Guds tjener dig til fromme; men gjør du, hvad ondt er, saa frygt! thi den bærer ikke sværdet forgjæves; den er nemlig Guds tjener, en hævner til straf over den, som gjør det onde.
5Derfor er det nødvendigt, at i ere underdanige ikke alene for straffens, men ogsaa for samvittighedens skyld.
6Derfor betale i ogsaa skat! thi de ere Guds tjenere, som netop skulle tage vare derpaa.
7Betaler altsaa alle, hvad i skylde! Skat til den, i skylde skat; told til den, i skylde told; frygt til den, i skylde frygt; ære til den, i skylde ære! -
8Bliver ikke nogen noget skyldige, uden det, at elske hverandre; thi den, som elsker anden, har opfyldt loven,
9thi dette: Du maa ikke bryde ægtepagten! du maa ikke myrde! du maa ikke stjæle! du maa ikke begjære! og hvad andet bud der er, det sammenfattes i dette Ord: Du skal elske din næste som dig selv.
10Kjærligheden gjør ikke næsten fortræd; derfor er kjærligheden lovens fylde;
11og det saameget mere da i kende tiden, at stunden nu er der, at vi skulle staa op af søvne; thi vor frelse er nu nærmere, end da vi bleve troende.
12Natten er rykket frem, men dagen er nær; lader os derfor aflægge mørkets gjerninger og iføre os lysets vaaben;
13lader os vandre anstændig som om dagen, ikke i svir og sværm, ikke i løsagtighed og uterlighed, ikke i kiv og avind!
14men ifører Herren Jesus Kristus og plejer ikke kjødet til at vække lysterne.