1Derefter hørte jeg som en høj røst af en stor skare i himlen, som sagde: Halleluja! Saliggørelse, magt og ære være vor Gud!
2thi sande og retfærdige ere hans domme, thi han dømte den store skjøge, som fordærvede jorden med sit horeri, og han udkrævede sine tjeneres blod af hendes haand.
3Og anden gang blev der sagt: Halleluja! og hendes røg stiger op i al evighed;
4og de 24 præster og de 4 væsener faldt ned og tilbad Gud, som sad paa højsædet, og de sagde: Amen! Halleluja!
5Og en røst gik ud fra højsædet, som sagde: Lover vor Gud, alle hans tjenere og I, som frygte ham, smaa og store!
6og jeg hørte som en røst af en stor skare, og som en lyd af mange vande, og som stærke tordeners røst, der sagde: Halleluja! fordi Herren vor Gud, den Almægtigste, har antaget riget;
7lader os glæde og fryde os og give ham æren, fordi Lammets bryllup er kommet, og hans brud har smykket sig;
8og det blev givet hende at iføre sig skinnende og rent linned; thi linklædet er de helliges dyder.
9Og han sagde til mig: skriv: Salig er de, som ere kaldte til Lammets nadver. Og han sagde til mig: disse ere de sande Guds Ord. -
10Og jeg faldt ned for hans fødder forat tilbede ham; men han sagde til mig: Se til, at du ikke gjør det; jeg er din og dine brødres medtjener, som have Jesu vidnesbyrd. Tilbed Gud! - Vidnesbyrdet om Jesus er nemlig profetiens Aand.
11Jeg saae himlen aabnet, og se en hvid hest, og han, som sad paa den, hedder Trofast og Sanddru, og han dømmer og kjæmper med retfærdighed;
12men hans øjne vare som ildslue, og paa sit hoved havde han mange smykker, og han havde navne skrevne, og navn skrevet, som ingen kjendte uden han selv;
13han havde en kappe kastet om sig, dyppet i blod, og hans navn hedder \Guds Ord\;
14og hærene, som ere i himlen, fulgte ham paa hvide heste, iført hvidt rent linklæde.
15Af hans mund udgik et hvast tveægget sværd, forat han med det skulde slaa hedningerne, og selv skal han vogte over dem med jernspir, og selv skal han træde Guds Almægtigstes fortørnelses vredes vins persekar;
16og paa sin kappe og lænd har han et navn skrevet: \kongers konge, og Herrers Herre\.
17Saa saae jeg en engel staaende i solen, han raabte med høj røst og sagde til alle fugle, som flyve i mellemhimlen: kommer, flokkes til Guds det store maaltid
18forat æde kongers kjød og krigshøvdingers kjød og heltes kjød og kjødet af heste og deres ryttere, og kjødet af alle, fribaarne og trælle, smaa og store.
19Og jeg saae dyret og jordens konger og deres høre samlede forat kjæmpe mod ham, som sad paa hesten og mod hans hær.
20Og dyret blev fanget og tilligemed ham løgnprofeten, som havde gjort tegnene for hans aasyn, hvormed han havde forført dem, som tog dyrets mærke, og dem, som tilbad dets billede. Disse to bleve levende kastede i ildsøen, som brænder i svovl.
21Men de øvrige bleve ihjelslagne med hans sværd, som sad paa hesten, hvilket gik ud af hans mund; og alle fuglene bleve mættede af deres kjød.