Revelation 14— LB

¹Jeg saae, og se Lammet staaende paa Zions bjerg, og hos ham 144.000, som havde hans og hans Faders navn paa deres pander;

²og jeg hørte en røst fra himlen som lyd af mange vande og som lyd af stærk torden, og røsten, jeg hørte, var som harpespilleres, der slaa deres harper;

³og de sang en ny sang for Guds kongestol og for de 4 væsener og præsterne, og ingen kunde lærer den sang uden de 144.000, som vare kjøbte fra jorden.

⁴Det er dem, som ikke har besmittet sig med kvinder; thi de ere jomfruelige, det er dem, som følge Lammet, ihvor det end gaaer. Disse ere af Jesus kjøbte af menneskene, en førstegrøde for Gud og Lammet;

⁵og i deres mund fandtes ej løgn, thi de ere lydesløse.

⁶Jeg saae en anden engel flyvende igjennem mellemhimlen, og han havde et evigt evangelium at forkynde dem, som bo paa jorden, og over hvert folkeslag og stamme og tungemaal og folk;

⁷og han sagde med høj røst: Frygter Gud og giver ham ære, fordi hans doms time er kommen! og tilbeder ham, som skabte himlen og jorden og havet og vandenes kilder!

⁸Og en anden engel, den anden, fulgte og sagde: Falden, falden er den store Babylon! af sit horeris vredes vin har hun skjænket alle hedningerne. -

⁹Og en anden engel, den tredje, fulgte dem og sagde med høj røst: hvis nogen tilbeder dyret og dets billede, og tager mærke paa sin pande og paa sin haand,

¹⁰han skal og drikke af Guds vredes vin, som ublandet er skjænket i hans fortørnelses bæger, og han skal pines i ild og svovl for de hellige engles og for Lammets aasyn;

¹¹og deres pines røg opstiger i al evighed, og de faa ikke hvile dag og nat, som tilbede dyret og dets billede, og om nogen tager dets navns mærke.

¹²Her er de helliges taalmodighed, her ere de, som vare paa Guds bud og Jesu tro. -

¹³Og jeg hørte en røst fra himlen, som sagde til mig: Salig ere de døde, som dø i Herren herefter! Ja, Aanden siger, at de skulle hvile fra deres arbejde, men deres gjerninger følge med dem.

¹⁴Jeg saae, og se en hvid sky, og paa skyen sad en, som lignede en menneskens søn; han havde guldkrone paa sit hoved og en skarp segel i sin haand;

¹⁵og en anden engel gik ud af templet, og han raabte med høj røst til ham, som sad paa skyen: Udstræk din segel og høst! thi høsttimen er kommen, for jordens høst er moden;

¹⁶og han, som sad paa skyen, lod sin segel gaa over jorden, og jorden blev høstet. -

¹⁷En anden engel gik ud fra templet, det, som er i himlen; ogsaa han havde en skarp segel.

¹⁸Saa gik der en anden engel ud fra alteret, og han havde magt over ilden. Han raabte med højt raab til ham, som havde den skarpe segel, og sagde: Lad din skarpe segel fare ud, og afskjær druerne af jordens vinstok; for dens druer ere modne.

¹⁹Saa lod engelen sin segel gaa til jorden, og høstede jordens vinstok, og han kastede det i Guds vredes store persekar;

²⁰og Guds persekar blev traadt udenfor staden, og der gik blod af persekarret lige til hestenes bidsler,indtil 1600 sten.