Matthew 21— LB

¹Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, udsendte Jesus to disciple

²og sagde til dem: Drager hen til den by, som ligger foran eder, og i vil strax finde en aseninde bunden og et føl hos hende; løser dem og fører dem til mig!

³og hvis nogen taler eder noget til, da siger, at Herren behøver dem, saa sender han dem strax.

⁴Men alt dette skete, at det skulde opfyldes, som er talet ved profeten, der siger:

⁵Siger Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende paa en aseninde og et føl, lastdyrets afkom. -

⁶Men disciplene droge bort og gjorde, som Jesus befalede dem;

⁷de hentede aseninden og føllet og lagde deres klæder paa dem, og paa disse satte han sig;

⁸men de fleste af skaren spredte deres klæder paa vejen; men andre huggede grene af træerne og strøede dem paa vejen;

⁹men skarerne, som gik foran og fulgte, raabte og sagde: Hosanna for Davids Søn! Velsignet den, som kommer i Herrens navn! Hosanna i det højeste!

¹⁰Da han drog ind i Jerusalem, kom hele staden i bevægelse og sagde: Hvem er det?

¹¹men skarerne sagde: Det er profeten Jesus, ham fra Nazaret i Galilæa!

¹²Saa gik Jesus ind i Guds tempel og drev alle ud, som solgte og kjøbte i templet, og han væltede vexelerernes borde og duekræmmernes stole;

¹³og han sagde til dem: Der er skrevet: Mit hus skal kaldes et bedehus, men i har gjort det til en røverkule. -

¹⁴Og halte og blinde gik til ham i templet, og han helbredte dem.

¹⁵Men da ypperstepræsterne og de boglærde saae de underværker, han gjorde, og børnene, som raabte i templet og sagde: Hosanna for Davids Søn! bleve de fortørnede

¹⁶og sagde til ham: Hører du ikke, hvad disse sige? Men Jesus sagde: Jo! har i aldrig læst: Af spædes og diendes mund bereder du lovsang.

¹⁷Saa forlod han dem og gik udenfor staden til Betanien og blev der om natten.

¹⁸Da han om morgenen vendte tilbage til staden, hungrede han;

¹⁹og da han saae et figentræ ved vejen, gik han til det, men fandt intet paa det uden blade alene; og han sagde til det: Aldrig mere vorde frugt paa dig! og strax visnede figentræet.

²⁰Da disciplene saae det, forundrede de sig og sagde: Hvorledes visnede figentræet strax?

²¹Men Jesus svarede og sagde til dem: Sandelig siger jeg eder: Dersom i havde tro og ikke tvivlede, da kunde i ikke alene gjøre det med figentræet; men om i endog sagde til dette bjerg: Løft dig og kast dig i havet! da skulde det ske;

²²og alt, hvad i begjærer i bønnen troende, det skal i faa.

²³Da han kom i templet, traadte ypperstepræsterne og folkets ældste til ham, medens han lærte, og sagde: Af hvad magt gjør du dette, og hvem har givet dig denne magt?

²⁴Men Jesus svarede dem og sagde: Jeg vil ogsaa spørge eder om een ting; og naar i sige mig den, vil jeg ogsaa sige eder, af hvad magt jeg gjør dette.

²⁵Johannes daab, hvor var den fra? fra himmelen eller fra mennesker? Men de betænkte mellem sig selv og sagde: Sige vi: \Fra himlen\, saa vil han spørge os: Hvorfor troede i ham da ikke?

²⁶men sige vi: \Fra mennesker\, saa maa vi frygte for folkeskaren; thi alle holde Johannes for en profet.

²⁷Saa svarede de Jesus og sagde: Vi veed det ikke. Da sagde han og til dem: Saa siger jeg eder ikke heller af hvad magt jeg gjør dette.

²⁸Men hvad tykkes eder? Et menneske havde to børn, og han gik til den ældste og sagde: Barn, gaa hen og arbejde idag i min vingaard!

²⁹men han svarede og sagde: Jeg vil ikke; men siden fortrød han det og gik derhen.

³⁰Og han gik til den anden og sagde ligedan; men han svarede og sagde: Jeg vil, Herre; og han gik ikke derhen.

³¹Hvem af de to gjorde Faderens villie? De sagde til ham: Den første. Jesus sagde til dem: Sandelig siger jeg eder, at toldere og skjøger gaa foran eder ind i Guds rige;

³²thi Johannes kom til eder paa retfærdigheds vej, og i troede ham ikke, men toldere og skjøger troede ham; men i, som saae, fortrød det ikke siden, saa i troede ham.

³³Hører en anden lignelse: Der var et menneske, som var husbonde, han plantede en vingaard, satte gjærde om den, gravede en perse i den og byggede et taarn i den; saa tingende han den ud til bønder og rejste udenlands;

³⁴men da frugttiden nærmede sig, sendte han sine tjenere til bønderne for at modtage dens frugter;

³⁵men bønderne greb hans tjenere; en pryglede de, en anden slog de ihjel og en tredje stenede de.

³⁶Han sendte atter andre tjenere, flere end de første, og de gjorde ligedan med dem;

³⁷men tilsidst sendte han sin søn til dem, og sagde: De vil undse sig for min søn.

³⁸Men da bønderne saae sønnen, sagde de indbyrdes: Det er arvingen; kom! lad os slaa ham ihjel, saa kan vi tilvende os hans arv;

³⁹og de greb ham, stødte ham udenfor vingaarden og slog ham ihjel.

⁴⁰Naar nu vingaardens herre kommer, hvad vil han da gjøre ved disse bønder?

⁴¹De sagde til ham: Han vil ilde ødelægge disse onde, og tinge sin vingaard ud til andre bønder, som ville afgive frugterne til ham i deres tid. -

⁴²Jesus sagde til dem: Har i aldrig læst i skrifterne: Den sten, bygmesterne forkastede, den er bleven til en hovedhjørnesten; af Herren er den bleven det, og den er vidunderlig i vore øjne.

⁴³Derfor siger jeg eder, at Guds rige skal tages fra eder og gives et folk, som bærer dets frugter;

⁴⁴og den, som falder over denne sten, vil knuses, men ham, paa hvem den falder, vil den borthvirvle. -

⁴⁵Da ypperstepræsterne og farisæerne hørte hans lignelse, mærkede de, at han talede om dem;

⁴⁶og de søgte at gribe ham, men frygtede skarerne, eftersom de holdt ham for en profet.