Matthew 12— LB

¹Samme tid gik Jesus gjennem sæden paa hviledagen, men hans disciple vare hungrige og begyndte at plukke ax og spise;

²men da farisæerne saae det, sagde de til ham: Se, dine disciple gjøre, hvad der ikke er tilladt at gjøre paa hviledagen.

³Men han sagde til dem: Har i ikke læst, hvad David gjorde, da han og de, som vare med ham, hungrede,

⁴hvorledes han gik ind i Guds hus og spiste skuebrødene, hvilke det ikke var ham og dem, som vare med ham, tilladt at spise, men alene præsterne;

⁵eller har i ikke læst i loven, at præsterne paa hviledagen krænke hviledagen i templet og ere uskyldige?

⁶men jeg siger eder, at her er, hvad der er større end templet.

⁷Men dersom i havde vidst, hvad det er: Jeg vil miskundhed og ikke offer, da havde i ikke fordømt de uskyldige;

⁸thi Menneskens Søn er Herre over hviledagen.

⁹Da han gik derfra, kom han i deres skole;

¹⁰og se, der var et menneske, som havde en visse haand; og de spurgte ham og sagde: Er det tilladt at helbrede paa hviledagene? for at de kunde anklage ham.

¹¹Men han sagde til dem: Hvilket menneske er der blandt eder, som har eet faar, og som, hvis det paa hviledagen faldt i en grav, ikke tager fat paa det og løfter det op?

¹²hvormeget bedre er nu et menneske end et faar? Derfor er det tilladt at gjøre vel paa hviledagene.

¹³Derpaa siger han til mennesket, som havde den visne haand: Ræk din haand ud! og han rakte den ud, og den fik sin velmagt igjen ligesom den anden.

¹⁴Men farisæerne gik ud og lagde raad op mod ham, hvorledes de kunde ombringe ham.

¹⁵Men da Jesus vidste dette, veg han bort derfra, og mange skarer fulgte ham, og han helbredte dem alle;

¹⁶og han bød dem alvorlig, at de ikke maatte røbe ham;

¹⁷at det skulde opfyldes, som er talet ved profeten Jesaja, som siger:

¹⁸Se min tjener, som jeg har udvalgt, min elskelige, i hvem min sjæl har velbehag, paa ham vil jeg lægge min Aand, og han skal forkynde hedningerne ret;

¹⁹han skal ikke trætte, ikke raabe, og ingen skal høre hans røst paa gaderne;

²⁰han vil ikke sønderbryde det knækkede rør og slukke den rygende tande, indtil han udfører retten til sejer;

²¹og hedninger skulle haabe paa hans navn.

²²Derpaa blev en besat, som var blind og stum, ført til ham, og han helbredte ham, saa den blinde og stumme baade talede og saae;

²³og alle skarer forbavsedes og sagde: Mon han ike er Kristus, Davids Søn?

²⁴Men da farisæerne hørte det, sagde de: Han uddriver ikke dæmner uden ved belzebul, dæmnernes formand.

²⁵Men da Jesus saae deres tanker, sagde han til dem: Hvert rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde, og hver stad eller hus, som er splidagtig med sig selv, kan ikke bestaa;

²⁶og hvis satan uddriver satan, er han i splid med sig selv; hvorledes kan da hans rige bestaa?

²⁷og dersom jeg uddriver dæmner ved belzebul, ved hvem drive da eders børn dem ud? Derfor skal de være eders dommere.

²⁸Men dersom jeg uddriver dæmner ved Guds Aand, saa er jo Guds rige kommet til eder.

²⁹Eller hvorledes kan nogen gaa ind i den stærkes hus og plyndre hans gods, uden han først binder den stærke? da kan han plyndre hans hus.

³⁰Den, som ikke er med mig, er mod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder.

³¹Derfor siger jeg eder: Al synd og bespottelse kan forlades menneskene; men bespottelse mod Aanden kan ikke forlades menneskene;

³²og taler nogen et ord mod Menneskens Søn, ham kan det forlades; men den, som siger et ord mod den helligaand, ham forlades det ikke, hverken i denne verden eller i den kommende.

³³Lader enten træet være godt og dets frugt god, eller lader træet være snavs og dets frugt snavs; thi træet kjendes paa frugten.

³⁴Øgleyngel! hvorledes kan i tale godt, da i ere onde? thi af hjærtets overflødighed taler munden.

³⁵Et godt menneske fremfører af den gode skat gode ting; og et ondt menneske fremfører af den onde skat onde ting;

³⁶men jeg siger eder, at for hvert unyttigt ord, menneskene have talet, skulle de aflægge regnskab paa dommens dag;

³⁷thi af dine ord skal du kjendes retfærdig, og af dine ord skal du fordømmes.

³⁸Derpaa tog nogle af de boglærde og farisæerne ordet og sagde: Lærer! vi ville se et tegn af dig.

³⁹Men han svarede og sagde til dem: Den onde og bolerske slægt begjærer tegn; men tegn skal ikke gives den uden profeten Jonas tegn;

⁴⁰thi ligesom Jona var tre døgn i hvalens bug, saaledes skal Menneskes Søn være tre døgn i jordens hjærte.

⁴¹Mændene af Ninive skal opstaa ved dommen mod denne slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas prædiken, men se, her er mere end Jona;

⁴²Dronningen af sydland skal ved dommen rejse sig mod denne slægt og fordømme den; thi hun kom fra jordens grændser for at høre Salomons visdom; og se, her er mere end Salomon.

⁴³Naar den urene aand er faren ud af et menneske, vandrer han gjennem vandløse steder, søger hvile, men finder den ikke.

⁴⁴Da siger han: Jeg vil vende tilbage til mit hus, jeg gik ud fra; og naar han kommer, finder han det ledigt, fejet og prydet;

⁴⁵saa gaaer han hen og tager syv andre aander med sig, som ere værre end han selv, og de gaa ind og bo der; og det sidste bliver værre med dette menneske end det første. Saaledes skal det og gaa denne onde slægt.

⁴⁶Medens han endnu talede til skarerne, se, da stod hans moder og hans brødre udenfor og forlangte at tale med ham.

⁴⁷Da sagde en til ham: Se, din moder og dine brødre staa udenfor og forlange at tale med dig.

⁴⁸Men han svarede og sagde til ham, som sagde ham det: Hvem er min moder, og hvem ere mine brødre?

⁴⁹og han rakte sin haand ud mod sine disciple og sagde: Se min moder og mine brødre!

⁵⁰thi hver, som gjør min Faders villie, som er i himlene, han er min broder og søster og moder.