Luke 22— LB

¹Men de usyrede brøds højtid, som kaldes paaske, nærmede sig;

²og yhpperstepræsterne og de boglærde sagde, hvorledes de kunde bortrydde ham, thi de frygtede folket.

³Men satan foer i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de tolv;

⁴og han gik hen og talede med ypperstepræsterne og øvrighederne om, hvorledes han vilde overgive ham til dem.

⁵Saa bleve de glade og bleve enige om at give ham penge;

⁶og han gav sit ord og søgte lejlighed til at overgive ham til dem uden opløb.

⁷Saa kom de usyrede brøds dag, paa hvilken paaskemaaltidet skulde slagtes,

⁸og han sendte Peder og Johannes og sagde: Gaaer hen og bereder os paaskelammet, at vi kan spise.

⁹Men de sagde til ham: Hvor vil du, at vi skal berede det.

¹⁰Men han sagde til dem: Se, naar i komme ind i staden, vil et menneske, som bærer en vandkrukke, møde eder, følger ham til huset, hvor han gaaer ind!

¹¹og siger til husets Herre: Læreren siger dig: Hvor er den lejlighed, hvor jeg kan spise paaske med mine disciple?

¹²og han vil vise eder et stort værelse med dækning; bereder det der.

¹³Saa gik de bort og fandt det, som han havde sagt dem, og de beredte paaskelammet. -

¹⁴Men da timen kom, lagde han sig tilbords og de tolv apostle med ham;

¹⁵og han sagde til dem: Inderlig har jeg længtes efter at spise dette paaskelam med eder, førend jeg lider;

¹⁶thi jeg siger eder, at jeg slet ikke mere vil spise af det, førend det fuldkommes i Guds rige.

¹⁷Saa tog han bægeret, takkede og sagde: Tager dette og deler mellem eder;

¹⁸thi jeg siger eder, at jeg slet ikke vil drikke af vintræets frugt, inden Guds rige kommer.

¹⁹Saa tog han brød, takkede og brød det, gav dem og sagde: Dette er mit legeme, som gives for eder; gjører dette til mit minde;

²⁰ligesaa og bægeret, efterat de havde spist, og han sagde: Dette er den nye pagt i mit blod, som udgydes for eder.

²¹Dog se! min forræders haand er med mig ved bordet;

²²og vel gaaer Menneskens Søn bort efter bestemmelsen; dog ve det menneske, ved hvem han forraades;

²³og de begyndte at spørge hverandre, hvem det dog skulde være af dem, som skulde gjøre dette.

²⁴Der blev en vennetrætte mellem dem om, hvem af den der skulde ansees for den største.

²⁵Men han sagde til dem: Folkenes konger herske over dem, og de, som har magt over dem, kaldes naadige herrer;

²⁶men i ikke saaledes! men den største blandt eder maa blive som den yngste, og den øverste som tjeneren;

²⁷thi hvem er størst? den, som ligger tilbords, eller den, som værter op? mon ikke den, som ligger tilbords? men det er jo mig, der er som opvarteren midt iblandt eder;

²⁸men i ere dem, som har holdt ud med mig i mine fristelser;

²⁹og jeg beskikker eder riget, ligesom min Fader har beskikket mig det,

³⁰at i maa spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde paa højsæder og dømme de 12 stammer af Israel.

³¹Men Herren sagde: Simon, Simon, se, satan forlangte eder til at sigte som hvede;

³²men jeg bad for dig, at din tro ikke maatte ophøre; saa naar du engang omvender dig, styrk da dine brødre!

³³Men han sagde til ham: Herre, med dig er jeg rede til at gaa endog i fængsel og død.

³⁴Men han sagde: Jeg siger dig, klippemand, hanen faaer ikke galet idag, før du 3 gange har nægtet, at du kjender mig.

³⁵Og han sagde til dem: Den gang jeg sendte eder ud uden pung, taske og sko, savnede i da noget? Men de sagde: Intet.

³⁶Saa sagde han til dem: Men nu maa den, som har pung, tage den med, ligesaa og taske,og den, som intet sværd har, vil sælge sin kjole og kjøbe sig et;

³⁷thi jeg siger eder, at nu maa det, som er skrevet, gaa i opfyldelse paa mig, dette: Han er regnet blandt lovløse; thi hvad der er skrevet om mig, har sin opfyldelse.

³⁸Men de sagde: Herre, se, her er to sværd! men han sagde til dem: Det er nok!

³⁹Saa tog han ud og gik efter sædvane til Oliebjerget; men hans disciple fulgte ham ogsaa.

⁴⁰Men da han kom til stedet, sagde han til dem: Beder, at i ikke skal komme i fristelse!

⁴¹og selv sled han sig fra dem omtrent et stenkast, faldt paa knæ, bad

⁴²og sagde: Fader! om du vilde tage denne skaal fra mig! Dog ske ikke min, men din villie!

⁴³Men en engel aabenbarede sig for ham fra himlen og styrkede ham;

⁴⁴og da han var i anfægtelse, bad han heftigere, men hans sved blev som bloddraaber, der faldt paa jorden.

⁴⁵Saa rejste han sig op fra bønnen, kom til sine disciple og fandt dem sovende af sorg;

⁴⁶og han sagde til dem: Hvorfor sove i? staaer op og beder, at i ikke skulle komme i fristelse!

⁴⁷Medens han endnu talede, se en skare! og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem, og han nærmede sig til Jesus for at kysse ham; thi han havde givet dem det tegn: Ham, jeg kysser, ham er det;

⁴⁸men Jesus sagde til ham: Judas, forraader du Menneskens Søn med et kys!

⁴⁹Men da de, som vare om ham, saae, hvad der vilde ske, sagde de til ham: Herre, om vi slog til med sværd?

⁵⁰og en af dem slog ypperstepræstens tjener og hug hans højre øre af.

⁵¹Men Jesus tog Ordet og sagde: Tillad det saavidt! og han rørte ved hans øre og lægte ham.

⁵²Men Jesus sagde til ypperstepræsterne og høvedsmændene for templet og de ældste, som vare komne mod ham: I ere gaaede ud som mod en røver med sværd og knipler.

⁵³Da jeg daglig var i templet hos eder, løftede i ikke haand mod mig; men denne er eders time og mørkets magt.

⁵⁴Saa grebe de h am, førte h am bort og bragte ham ind i ypperstepræstens hus; men Peder fulgte langt bag efter.

⁵⁵De tændte en ild midt i gaarden og sag om den, og Peder satte sig mellem dem.

⁵⁶Men da en pige saae ham siddende ved blusset, stirrede hun paa ham og sagde: Denne var ogsaa med ham!

⁵⁷Men han fornægtede ham og sagde: Kvinde, jeg kjender ham ikke.

⁵⁸Lidt efter saae en anden ham og sagde: Ogsaa du er af dem! Men Peder sagde: Menneske! jeg er det ikke.

⁵⁹Ved en times tid derefter forsikrede en anden og sagde: I sandhed, denne var med ham, thi han er ogsaa en Galilæer!

⁶⁰Men Peder sagde: Menneske! jeg veed ikke, hvad du siger! og strax, medens han endnu talede, gol hanen;

⁶¹og Herren vendte sig om og saae paa Peder, og Peder kom Herrens Ord ihu, som han sagde til ham: Før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange;

⁶²og Peder gik udenfor og græd bitterlig.

⁶³Men de mænd, som holdt Jesus, spottede og slog ham,

⁶⁴og de kastede et klæde over ham, slog ham i ansigtet, spurgte ham og sagde: Spaa os! hvem var det, som slog dig?

⁶⁵og mange andre bespottelser sagde de mod ham.

⁶⁶Som det dagedes, samledes folkets ældre-raad, samt ypperstepræsterne og de boglærde, førte ham op for deres raad og sagde: Er du Kristus, siig os det!

⁶⁷Men han sagde til dem: Naar jeg siger eder det, tro i mig ikke;

⁶⁸men naar jeg spørger, saa svare i mig ikke eller lade mig løs;

⁶⁹fra nu af skal Menneskens Søn sidde hos Guds krafts højre haand.

⁷⁰Saa sagde de alle: Du er altsaa Guds Søn? Men han sagde til dem: I har sagt det, for jeg er det.

⁷¹Men de sagde: Hvad vidnesbyrd have vi mere behov? vi har selv hørt det af hans mund!