1Paa en af de dage, da han lærte folket i templet og forkyndte evangeliet, skete det, at ypperstepræsterne og de boglærde tilligemed de ældste med eet kom til,
2tiltalede ham og sagde: Siig os, af hvad magt du gjør dette, eller hvem er det, som har givet dig denne magt?
3Men han svarede og sagde til dem: Jeg vil ogsaa spørge eder om een ting, og siger mig:
4Var Johannes' daab af himlen eller af mennesker?
5Men de overvejede sammen og sagde: Sige vi \af himlen\, saa spørger han: Hvorfor troede i ham da ikke?
6men sige vi: \af mennesker\, saa vil hele folket stene os; thi det er vis paa, at Johannes var en profet.
7De svarede da, at de ikke vidste, hvorfra,
8og Jesus sagde til dem: Saa siger jeg eder ikke heller, af hvad magt jeg gjør dette.
9Men han begyndte at sige folket denne lignelse: Et menneske plantede en vingaard, afgav den til bønder og rejste en god tid udenlands;
10og i rette tid sendte han en tjener til bønderne, for at de skulde give ham af vingaardens frugt; men bønderne pryglede ham og sendte ham tomhændet bort.
11Han sendte atter en anden tjener, men ham pryglede og haanede de, og sendte ham tomhændet bort.
12Saa sendte han atter en tredje, men ham saarede de endog og kastede ham udenfor.
13Men vingaardens herre sagde: Hvad skal jeg gjøre? Jeg vil sende min søn, den elskelige, maaske de vil undse sig, naar de se ham.
14Men da bønderne saae ham, overlagde de med hverandre og sagde: Det er arvingen! kom, lad os slaa ham ihjel, for at arven kan blive vor;
15og de stødte ham udenfor vingaarden og slog ham ihjel. Hvad vil nu vingaardens herre gjøre ved dem?
16Han vil komme og ødelægge disse bønder, og give vingaarden til andre. Men da de hørte det, sagde de: Det ske ingenlunde!
17Men han saae paa dem og sagde: Hvad er da det, som er skrevet: Den, sten, bygmestrene forkastede, er bleven til en hovedhjørnesten?
18Hver, som falder over denne sten, vil knuses, og hvem den falder paa, ham vil den borthvirvle.
19Saa søgte ypperstepræsterne og de boglærde at lægge haand paa ham i samme stund, men bange vare de. De forstod nemlig, at han havde sagt denne lignelse om dem.
20De toge da vare paa ham og skikkede lurere, der stillede sig an, som de selv vare retfærdige, for at fange ham i ord, saa de kunde overgive ham til øvrigheden og landshøvdingens magt.
21De spurgte ham og sagde: Lærer! vi vide, at du taler og lærer ret og seer ikke paa menneskers person, men du lærer Guds vej i sandhed.
22Er det os tilladt at give kejseren skat eller ikke?
23Men da han gjennemskuede deres trædskhed, sagde han til dem: Hvorfor friste i mig?
24Viser mig en mark! hvis billede og omskrift har den? De svarede og sagde: kejserens.
25Men han sagde til dem: Giver saa kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!
26De kunde da ikke fange ham i ord i folkets paahør; de forundrede sig over hans svar og tav.
27Nogle af saddukæerne, som nægte, at der er opstandelse, traadte til, spurgte ham
28og sagde: Lærer, Mose har foreskrevet os: Naar ens broder, som er gift, døer barnløs, skal hans broder tage kvinden og rejse sin broder afkom;
29nu var der 7 brødre, og den første tog sig en hustru og døde barnløs;
30saa tog den anden konen, og han døde barnløs;
31saa tog den tredje hende, og ligesaa alle syv, de efterlod ikke børn og døde;
32sidst af alle døde ogsaa kvinden.
33I opstandelsen altsaa, hvis hustru skal hun saa blive? de syv har nemlig haft hende til kone.
34Saa svarede Jesus og sagde til dem: Denne verdens børn tage til ægte og bortgiftes,
35men de, som værdiges at faa del i hin verden og opstandelsen fra døde, tage hverken til ægte eller bortgiftes;
36de kan nemlig ikke heller mere dø; thi de ere engle lige, og de ere Guds børn, idet de ere opstandelsens børn;
37men at de døde opvækkes, har og Mose antydet i stedet om tornebusken, saasom han nævner Herren \Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud\;
38men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi alle leve for ham.
39Men nogle af de boglærde tog ordet og sagde: Lærer, du talede smukt.
40Men de vovede ikke mere at spørge ham om noget.
41Men han sagde til dem: Hvorledes siger man, at Kristus er Davids søn?
42og David siger selv i psalmebogen: Herren sagde til min Herre: Sid ned min højre haand,
43indtil jeg lægger dine fjender til dine fødders fodskammel.
44David kalder ham altsaa Herre, hvorledes er han da hans søn?
45Men da hele folket hørte derpaa, sagde han til sine disciple:
46Vogter eder for de boglærde, som gjerne gaa i lange kjoler og holde af hilsener paa torvene og de første sæder i forsamlingerne og at ligge øverst tilbords ved maaltiderne,
47de, som æde enkers huse op og paa skrømt gjøre lange bønner. De skal faa den haardeste dom.