Luke 1— LB

¹Da mange har lagt haand paa at opsætte en beretning om de begivenheder, som vitterlig har tildraget sig blandt os,

²saaledes som de, der fra begyndelsen vare øjenvidner og Ordets tjenere, har fortalt os,

³besluttede ogsaa jeg, der nøjagtig har fulgt alt fra begyndelsen, at opskrive det i sammenhæng for dig, ædle Teofilos,

⁴for at du kunde kjende sikkerheden af de Ord, du er oplært i.

⁵I de dage, Herodes var konge i Judæa var der en præst ved navn Zakarias af Abias skifte, og hans hustru var af Arons døtre, og hendes navn var Elisabet;

⁶de vare begge retfærdige for Gud og vandrede ulasteligt i alle Herrens bud og rette,

⁷men de havde ingen børn, da Elisabet var ufrugtbar, og de var begge rykkede frem i deres dage.

⁸Men da han i sin skiftes orden udførte præstetjenesten for Gud,

⁹og det tilfaldt ham efter præstedømmets sædvane at bringe røgelsesofferet, gik han ind i Herrens tempel,

¹⁰og hele folkemængden holdt bøn udenfor under røgelsesofferet.

¹¹Men Herrens engel aabenbarede sig for ham og stod ved højre side af røgelsesalteret;

¹²og Zakarias blev forfærdet, da han saae ham, og frygt faldt paa ham.

¹³Men engelen sagde til ham: Frygt ikke Zakarias! thi din bøn er hørt og din hustru Elisabet skal føde dig en søn, og du skal kalde hans navn Johannes;

¹⁴og han skal blive en glæde og fryd for dig, og mange ville glæde sig ved hans fødsel;

¹⁵thi han skal vorde stor for Herrens aasyn, vin og stærk drik maa han ikke drikke, og han skal fyldes med Hellig Aand, alt fra moders liv,

¹⁶og omvende mange af Israels børn til Herren deres Gud;

¹⁷og selv skal han gaa frem for ham i Elias Aand og kraft til at vende Fædres hjerter til børn, og vantro til retfærdiges forstand, til at berede Herren et velskikket folk. -

¹⁸Saa sagde Zakarias til engelen: Hvorpaa skal jeg kjende dette? jeg er nemlig en gammel mand, og min hustru er rykket frem i sine dage.

¹⁹Da svarede engelen og sagde til ham: Jeg er Gabriel, som staaer for Guds ansigt, og jeg er udsendt for at tale til dig og for at bringe dig dette glade budskab;

²⁰og se, du skal vorde stum og ikke kunne tale indtil den dag, dette sker, fordi du ikke troede mine Ord, som skulle opfyldes i sin tid. -

²¹Folket ventede paa Zakarias og forundrede sig over, at han tøvede i templet;

²²men da han kom ud, kunde han ikke tale til dem, og de forstod, at han havde haft et syn i templet, og selv nikkede han ad dem, og han forblev stum.

²³Da hans tjenestedage vare omme, drog han hjem.

²⁴Men efter disse dage blev hans hustru Elisabet frugtsommelig, og hun skjulte sig fem maaneder, og sagde:

²⁵Saalunde har Herren gjort imod mig i de dage, han saae til mig, for at borttage min forsmædelse blandt menneskene.

²⁶Men i den sjette maanede blev engelen Gabriel sendt af Gud til en stad i Galilæa ved navn Nazaret,

²⁷til en jomfru, som var trolovet med en mand ved navn Josef af Davids hus, og jomfruens navn var Maria;

²⁸og engelen kom ind til hende og sagde: Glæd dig du benaadede! Herren er med dig, du velsignede blandt kvinder!

²⁹Men da hun saae ham, blev hun forfærdet over hans tale, og hun tænkte: Hvad mon det være for en hilsen.

³⁰Saa sagde engelen til hende: Frygt ikke Maria, thi du har fundet naade hos Gud;

³¹og se, du skal undfange og føde en søn, og hans navn skal du kalde Jesus;

³²han skal blive stor og kaldes den højestes Søn, og Gud Herren vil give ham hans fader Davids kongestol;

³³og han skal være konge over Jakobs hus evindelig, og der skal ikke vær ende paa hans rige.

³⁴Men Maria sagde til engelen: Hvordan skal det ske, da jeg ikke har omgang med mand?

³⁵Saa svarede engelen og sagde til hende: Den Helligaand skal komme over dig, og den højestes kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det hellige, som fødes af dig, kaldes Guds Søn;

³⁶og se, din slægtning Elisabet, hun er ogsaa frugtsommelig med en søn i sin alderdom, og det er den sjette maanede for hende, der kaldes ufrugtbar;

³⁷thi intet kan være umuligt for Gud.

³⁸Men Maria sagde: Se, jeg er Herrens tjenerinde; mig ske efter dit Ord! Saa gik engelen bort fra hende.

³⁹Men Maria rejste sig i samme dage, og hun tog hastig til bjergegnen til en stad i Juda

⁴⁰og tog ind i Zakarias' hus og hilsede Elisabet.

⁴¹Da Elisabet hørte Marias hilsen, sprang fosteret i hendes liv, og Elisabet blev fyldt af den Helligaand;

⁴²og hun udraabte med høj røst og sagde: Velsignet er du blandt kvinder og velsignet din livsfrugt!

⁴³og hvorfra times dette mig, at min Herres moder kommer til mig?

⁴⁴thi se, da din hilsens røst kom til mine øren, sprang fosteret af glæde i mit liv;

⁴⁵og salig er hun, som troede; thi der skal ske opfyldelse af, hvad der er talet til hende fra Herren.

⁴⁶Saa sagde Maria: Min sjæl ophøjer Herren,

⁴⁷og min aand fryder sig i Gud, min Frelser,

⁴⁸at han saae til sin tjenerindes ringhed! thi se, fra nu af skulle alle slægter prise mig salig;

⁴⁹fordi den Mægtige gjorde storværk med mig, og helligt er hans navn,

⁵⁰og hans barmhjærtighed er fra slægt til slægt for dem, som frygte ham;

⁵¹han har gjort kraftværk med sin arm, han har spredt de i deres hjærtes tanke hovmodige;

⁵²han har styrtet herrer fra højsæder og ophøjet ringe;

⁵³han har mættet hungrige med godt og skikket rige tomhændede bort;

⁵⁴han tog sig af sin tjener Israel og mindedes sin barmhjærtighed,

⁵⁵som han tilsagde vore fædre, Abraham og hans afkom evindelig! -

⁵⁶Maria blev hos hende ved tre maaneder, saa tog hun hjem.

⁵⁷Da Elisabets tid var omme, at hun skulde føde, fødte hun en søn;

⁵⁸og da hendes naboer og slægtninger hørte, at Herren havde gjort sin barmhjærtighed stor mod hende, saa ønskede de hende til lykke;

⁵⁹og ottende dag kom de for at omskjære barnet, og de kaldte ham Zakarias efter hans faders navn.

⁶⁰Saa tog hans moder ordet og sagde: Nej, han skal hedde Johannes!

⁶¹og de sagde til hende: Der er jo ingen i din slægt, som kaldes med det navn.

⁶²Saa nikkede de ad hans fader, hvad han vilde, han skulde kaldes;

⁶³og han forlangte en tavle, skrev og sagde: Johannes er hans navn! og alle forundrede sig.

⁶⁴Men strax aabnedes hans mund, og hans tunge kom i lave, og han talede og prisede Gud;

⁶⁵og der kom en frygt over alle, som boede nær ved dem, og alle disse ord kom ud over hele Judæas bjergegn;

⁶⁶og alle, som hørte det, lagde det paa hjærte og sagde: Hvad mon det bliver for et barn! Herrens haand var med ham.

⁶⁷Hans fader Zakarias blev fyldt af den Helligaand, og han spaaede og sagde:

⁶⁸Lovet være Herren, Israels Gud, at han har besøgt og gjort forløsning for sit folk

⁶⁹og rejst os et Frelses horn i sin tjener Davids hus,

⁷⁰ligesom han har talet ved sine hellige profeters mund fra fordums tid,

⁷¹en Frelse fra vore fjender og fra alle deres haand, som hade os,

⁷²at gjøre barmhjærtighed mod vore fædre og mindes sin hellige pagt,

⁷³efter den ed, han tilsvor vor fader Abraham, at give os,

⁷⁴at vi uden frygt, friede fra vore fjenders haand, skulde tjene ham,

⁷⁵hellighed og retfærdighed for ham, alle vort livs dage!

⁷⁶Og du, barblille, du skal kaldes den højestes profet, og du skal gaa frem for Herrens ansigt til et berede hans veje,

⁷⁷til at give hans folk kundskab om Frelsen i deres synders forladelse,

⁷⁸ved vor Guds inderlige barmhjærtighed i hvilken opgangen fra det høje har besøgt os,

⁷⁹til at skinne for dem, som sad i mørke og dødsskykke, og styre vore fødder paa fredens vej. -

⁸⁰Saa voxede barnet, og han styrkedes i Aanden; og han var i ørkenerne indtil den dag, han fremstillede sig for Israel.