John 8— LB

¹Jesus drog saa til oliebjerget;

²men om morgenen tidlig kom han igjen i templet, hele folket kom til ham, og han satte sig ned og lærte dem.

³Men de boglærde og farisæerne førte en kvinde, som var greben i hor, til ham, stillede hende i midten

⁴og sagde til ham: Lærer, denne har vi truffet paa fersk i hor;

⁵men Mose har befalet os i loven at stene saadan nogen; hvad siger nu du?

⁶Men det sagde de for at friste ham, at de kunde faa klage mod ham; men Jesus bøjede sig ned, skrev med fingeren i sandet og gjorde intet videre.

⁷Men som de blev ved at spørge ham, rejste han sig op og sagde til dem: Den, som er syndfri af eder, kaste første sten paa hende!

⁸og saa bukkede hansig igjen ned og skrev paa jorden.

⁹Men da de hørte det og vare slagne af deres samvittighed, gik de bort een efter een, og begyndte fra de ældste til de sidste; og Jesus blev ene tilbage og kvinden, som stod i midten.

¹⁰Men da Jesus rejste sig op, saae han ingen uden kvinden, og han sagde til hende: Hvor er disse dine anklagere henne? fordømte ingen dig?

¹¹Men hun sagde: Nej, Herre! Saa sagde Jesus til hende: Jeg fordømmer dig ikke heller; gaa bort og synd fra nu af ikke mere!

¹²Jesus talede derfor atter til dem og sagde: Jeg er verdens lys: den, som følger mig, skal ikke vandre i mørket, men have livets lys.

¹³Farisæerne sagde derfor til ham: Du vidner om dig selv; dit vidnesbyrd er ikke gyldigt!

¹⁴Jesus svarede og sagde til dem: Om jeg end vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd gyldigt, for jeg veed, hvorfra jeg er kommen, og hvor jeg gaaer hen; men i veed ikke, hvorfra jeg er kommen, eller hvor jeg gaaer hen;

¹⁵I dømme efter kjødet, jeg dømmer ingen.

¹⁶Men om jeg end dømmer, er min dom gyldig, for jeg er ikke ene, men jeg og Faderen, som sendte mig;

¹⁷men det er og skrevet i eders lov, at vidnesbyrdet af to mennesker er gyldigt;

¹⁸jeg er den, som vidner om mig selv, og Faderen, som sendte mig, vidner om mig.

¹⁹Derfor sagde de til ham: Hvor er din Fader? Jesus svarede: I kjende hverken mig eller min Fader; havde i kjendt mig, havde i vel ogsaa kjendt min Fader.

²⁰Disse Ord talede Jesus ved tempelblokken, da han lærte i templet, og ingen anholdt ham, for hans time var endnu ikke kommen. -

²¹Jesus sagde derfor igjen til dem: Jeg gaaer bort, og i vil lede efter mig og dø i eders synd; hvor jeg gaaer hen, kan i ikke komme.

²²Jøderne sagde derfor: Mon han vil slaa sig selv ihjel? for han siger: Hvor jeg gaaer hen, kan i ikke komme.

²³Saa sagde han til dem: I ere herneden fra; Jeg er herovenfra; I ere af denne verden, jeg er ikke af denne verden.

²⁴Derfor sagde jeg eder, at i ville dø i eders synder; thi naar i ikke vil tro, at det er mig, ville i dø i eders synder.

²⁵De sagde derfor til ham: Hvem er du? Jesus sagde til dem: Hvad jeg ogsaa fra begyndelsen taler til eder?

²⁶Jeg har mange ting at sige og dømme om eder; men han, som sendte mig, er sanddru, og jeg siger til verden, hvad jeg selv har hørt af ham.

²⁷De forstod ikke, at han talede til dem om Faderen.

²⁸Derfor sagde Jesus til dem: Naar i faaer Menneskets Søn ophøjet, saa vil i forstaa, at det er mig, og at jeg gjør intet af mig selv, men taler dette, ligesom min Fader har lært mig:

²⁹og han, som sendte mig, er med mig; Faderen har ikke ladet mig ene, fordi jeg altid gjør, hvad ham er behageligt.

³⁰Da han talede dette, troede mange paa ham.

³¹Jesus sagde derfor til Jøderne, som troede paa ham: Dersom i blive i mit Ord, ere I i sandhed mine disciple;

³²og i skal kjende sandheden, og sandheden skal gjøre eder fri.

³³De svarede ham: Vi ere Abrahams afkom, vi har aldrig været nogens trælle; hvorledes siger du da, at vi skal blive fri?

³⁴Jesus svarede dem: Sandelig, sandelig siger jeg eder, at hver, som gjør synd, er syndens træl;

³⁵men trællen bliver ikke evindelig i huset, Sønnen bliver der evindelig;

³⁶naar altsaa Sønnen faaer eder friede, saa blive i virkelig fri.

³⁷Jeg veed, at i ere Abrahams afkom; men i søge at slaa mig ihjel, fordi mit Ord ikke faaer rum i eder;

³⁸jeg taler, hvad jeg har seet hos min Fader, og i gjør, hvad i har seet hos eders fader.

³⁹De svarede og sagde til ham: Vor fader er Abraham; Jesus siger til dem: Var i Abrahams børn, gjorde i Abrahams gjernnger;

⁴⁰men nu søge i at slaa mig ihjel, en mand, der som jeg har talet sandhed til eder, hvilken jeg har hørt fra Gud; det havde Abraham ikke gjort;

⁴¹I gjøre eders faders gjerninger. Derfor sagde de til ham: Vi ere ikke avlede i hor; vi har een Fader, Gud!

⁴²Derfor sagde Jesus til dem: Var Gud eders Fader, havde i vel elsket mig, thi jeg er udgangen og kommen fra Gud; thi jeg er slet ikke kommen af mig selv, men han har udsendt mig;

⁴³hvorfor forstaa i ikke min tale? fordi i kan ikke høre mit Ord.

⁴⁴I ere af fader djævelen og vil gjøre eders faders lyster; Menneskemorder var han fra begyndelsen, i sandheden blev han ikke staaende thi der er ikke sandhed i ham; naar han taler løgn, taler han af sit eget; thi løgner er han og Fader til den;

⁴⁵men fordi jeg siger sandheden, tro i mig ikke.

⁴⁶Hvem af eder kan overbevise mig om synd? men naar jeg siger sandhed, hvorfor tro i mig ikke.

⁴⁷Den, som er af Gud, hører Guds Ord, derfor høre i ikke, thi i er ikke af Gud. -

⁴⁸Derfor svarede Jøderne og svarede ham: Sige vi ikke med rette: Du er en Samaritaner og har en dæmen.

⁴⁹Jesus svarede: Jeg har ikke en dæmen, men jeg ærer min Fader, og i vanære mig;

⁵⁰men jeg søger ikke min ære; der er den, som søger den og dømmer.

⁵¹Sandelig, sandelig siger jeg eder: Dersom nogen holder mit Ord, skal han ikke se døden evindelig.

⁵²Jøderne sagde derfor til ham: Nu veed vi, at du har en dømen; Abraham er død og profeterne og du siger: Om nogen holder mit Ord, skal han ikke smage døden evindelig;

⁵³er du større end vor fader Abraham, som er død, og profeterne ere døde; hvem gjør du dig selv til?

⁵⁴Jesus svarede: Dersom jeg ærer mig selv, er min ære intet; han, som ærer mig, er min Fader, om hvem i sige, at han er eders Gud;

⁵⁵og i har ikke kjendt ham; men jeg kjender ham, og dersom jeg vilde sige, at jeg ikke kjendte ham, blev jeg en løgner ligesom i; men jeg kjender ham og holder hans Ord.

⁵⁶Eders fader Abraham frydede sig, at han skulde se min dag; han saae den og glædede sig.

⁵⁷Jøderne sagde derfor til ham: Du er ikke engang 50 aar, og du har seet Abraham?

⁵⁸Jesus sagde til dem: Sandelig, sandelig siger jeg eder: Før Abraham blev, var jeg.

⁵⁹Derfor toge de sten for at kaste paa ham; men Jesus skjulte sig, gik ud af templet og gik midt igjennem dem, og saaledes undkom han.