John 5— LB

¹Derefter var det Jødernes højtid, og Jesus drog op til Jerusalem.

²Men i Jerusalem er der ved faareporten en dam, som paa hebraisk kaldes Betesda og har 5 buegange;

³i disse laa en stor mængde syge: blinde, halte, visne, som ventede paa vandets bevægelse;

⁴en engel foer nemlig paa tider ned i dammen, og vandet kom i røre; den, som da først steg ned efter vandets bevægelse, hvad slags syge han end var beladt med, blev rask.

⁵Men der var et menneske der, som havde tilbragt 38 aar i svaghed.

⁶Da Jesus saae ham ligge der og vidste, at han allerede havde ligget lang tid, siger han til ham: Vil du blive rask?

⁷Den syge svarede ham: Herre, jeg har ikke et menneske, som kan sætte mig i dammen, naar vandet kommer i røre, men naar jeg kommer, stiger en anden ned før mig.

⁸Jesus siger til ham: Rejs dig, tag din seng og gaa!

⁹og strax blev mennesket rask, og han tog sin seng og gik. Men det var samme dag hviledag.

¹⁰Derfor sagde Jøderne til ham, som var bleven helbredet: Det er hviledag; det er dig ikke tilladt at bære sengen.

¹¹Han svarede dem: Han, som gjorde mig rask, sagde til mig: Tag din seng og gaa.

¹²De spurgte ham derfor: Hvem er dette menneske, som sagde til dig: Tag din seng og gaa!

¹³Men han, som var bleven helbredet, vidste ikke, hvem det var. Jesus havde nemlig draget sig til side, da der var meget folk paa stedet.

¹⁴Sidenefter træffer Jesus ham i templet og sagde til ham: Se, du er bleven rask; synd ikke mere, at ikke noget værre skal vederfares dig.

¹⁵Manden gik saa bort og meldte Jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham rask.

¹⁶Derfor forfulgte Jøderne Jesus og søgte at slaa ham ihjel, fordi han havde gjort det en hviledag. -

¹⁷Men Jesus svarede dem: Min Fader arbejder indtil nu, og jeg arbejder.

¹⁸Derfor søgte da Jøderne end mere at slaa ham ihjel, fordi han ikke alene brød hviledagen, men kaldte endog Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud lig.

¹⁹Derfor tog Jesus Ordet og sagde til dem: sandelig, sandelig siger jeg eder: Sønnen kan slet intet gjøre af sig selv, uden hvad han seer Faderen gjøre; hvad han nemlig gjør, det samme gjør Sønnen paa lige maade;

²⁰thi Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gjør, og han vil vise ham større gjerninger end disse, at i skulle forundre eder;

²¹thi ligesom Faderen opvækker døde og gjør levende, saaledes gjør og Sønnen levende, hvem han vil.

²²Faderen dømmer nemlig ikke heller nogen, men han har givet hele dommen til Sønnen;

²³for at alle skulle ære Sønnen, som de skulle ære Faderen; den, som ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen, som sendte ham;

²⁴sandelig, sandelig siger jeg eder: Den, som hører mit Ord og troer paa ham, som sendte mig, han har evigt liv, stædes ikke til doms, men er overgangen fra døden til livet;

²⁵sandelig, sandelig siger jeg eder: Den time kommer, og den er nu, da de døde skal høre Guds Søns røst, og de, som høre, skal leve;

²⁶thi ligesom Faderen har liv i sig selv, saaledes har han og givet Sønnen at have liv i sig selv;

²⁷og han har givet ham magt til endog at holde dom, fordi han er menneskens Søn.

²⁸Undrer eder ikke herover, for den time kommer, da alle de i gravene skal høre hans røst

²⁹og gaa frem, de, som har gjort godt, til opstandelse til liv, men de, som har gjort ondt, til opstandelse til dom.

³⁰Jeg kan slet intet gjøre af mig selv; som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, for jeg søger ikke min villie, men Faderens villie, som sendte mig. -

³¹Dersom jeg vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd ikke gyldigt,

³²der er en anden, som vidner om mig, og jeg veed, at det vidnesbyrd, han vidner om mig, er gyldigt.

³³I have sendt bud til Johannes, og han har vidnet for sandheden;

³⁴men jeg henter ikke vidnesbyrd fra et menneske, men dette siger jeg, for at i skulle frelses.

³⁵Han var det brændende og skinnende lys, og i har til en tid villet fryde eder i hans lys.

³⁶Men jeg har et større vidnesbyrd end af Johannes, thi de gjerninger, som Faderen har givet mig at udføre, selve de gjerninger, som jeg gjør, vidne om mig, at Faderen har sendt mig;

³⁷og Faderen, som har sendt mig, har selv vidnet om mig; I har hverken nogensinde hørt hans røst eller seet hans skikkelse;

³⁸og i har ikke hans Ord blivende i eder, fordi i ikke tro paa ham, som han har udsendt;

³⁹I ransage skrifterne, fordi i mene at have evigt liv i dem; og det er dem, som vidne om mig,

⁴⁰men til mig ville i ikke komme, at i kunne have livet.

⁴¹Jeg tager ikke ære af mennesker;

⁴²men jeg kjender eder, at i har ikke Guds kjærlighed i eder.

⁴³Jeg er kommen i min Faders navn, og i modtager mig ikke; kom en anden i sit eget navn, ham vilde i modtage.

⁴⁴Hvorledes kunne i tro, da i tage ære af hverandre, og den ære, som er af den eneste Gud, søge i ikke.

⁴⁵Mener ikke, at jeg vil anklage eder for Faderen; der er den, som anklager eder, Mose, paa hvem i haabe;

⁴⁶thi dersom i troede Mose, troede i vel mig, thi han har skrevet om mig;

⁴⁷men tro i ikke hans skrifter, hvorledes skulle i tro mine Ord.