1Derfor, hellige brødre, delagtige i det himmelske kald, betragter Jesus Kristus, vor bekjendelses apostel og ypperstepræst,
2som var ham tro, der beskikkede ham, ligesom os Mose i hele hans hus.
3Thi han maa agtes større hæder værd end Mose i samme grad, som den har større ære i huset, som beredte det; -
4thi hvert hus beredes af en, men han, som bereder alt, er Gud -
5og Mose var vel tro i hele hans hus som en tjener, til at vidne, hvad der skulde siges;
6men Kristus er det som Søn over hans hus; og hans hus er vi, saafremt vi holde fast til enden ved frimodigheden og det haab, som er vor ros.
7Derfor, som den Helligaand siger: Idag, naar i høre hans røst,
8maa i ikke forhærde eders hjærter som i \forbitrelsen\, paa fristelsens dag i ørken,
9hvor eders fædre fristede mig; de prøvede mig og saae mine gjerninger i 40 aar.
10Derfor harmedes jeg paa denne slægt og sagde: De fare altid vild med hjærtet; og selv kjendte de ikke mine veje;
11som jeg svor i min vrede: De skal ikke indgaa til min hvile! -
12Seer til, brødre, at der ikke nogensinde er i nogen af eder et slet vantro hjærte til affald fra den levende Gud;
13men formaner eder selv hver dag, saalænge det hedder: \Idag\, forat ikke nogen af eder skal forhærdes ved syndens bedrag;
14thi vi ere blevne delagtige i Kristus, saafremt vi holde det første grundlag fast til enden;
15idet der siges: \Idag\, naar i høre hans røst, forhærder ikke eders hjærter som i \forbitrelsen\;
16thi nogle, som hørte, forbitrede ham, dog ikke alle, som vare udgangne fra ægypten ved Mose.
17Men paa hvem harmedes han i 40 aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis kroppe faldt i ørken?
18Men mod hvem svor han, at de ikke skulde komme ind til hans hvile, uden mod dem, som vare vantro?
19Og vi se, at de kunde ikke indgaa paa grund af vantro.