1Efterat Gud fordum har mange gange og paa mange maader talet i profeterne til fædrene, har han i disse sidste dage talet til os i Sønnen,
2som han satte til arving af alt, ved hvem han ogsaa skabte verden;
3som, da han er en afglands af hans herlighed og et udtryk af hans væsen og bærer alt ved sit mægtige Ord, gjorde ved sig selv vore synders renselse og satte sig ved højre side af storhedens kongestol i det høje;
4og han er bleven saameget ypperligere end englene, som han har arvet et herligere navn end de;
5thi til hvem af englene sagde han nogensinde: Du er min Søn, jeg fødte dig idag! og atter: Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn;
6men naar han atter indfører den førstefødte i verden, siger han: Og alle Guds engle skal tilbede ham:
7Og om englene siges der: han gjør sine engle til aander og sine tjenere til ildslue;
8men om Sønnen: Din kongestol, o Gud, er i al evighed; retvisheds spir er dit riges spir;
9du elskede retfærdighed og hadede uret, derfor salvede, o Gud, din Gud dig med glædens olie fremfor dine fæller;
10og: Du, Herre, grundlagde jorden fra begyndelsen, og himlene ere dine hænders gjerninger;
11de skal forgaa, men du bliver ved;
12de skulle alle ældes som et klæde, og som et tæppe vil du rulle dem sammen, og de skulle omskiftes; men du er den samme, og dine aar skulle ikke aflade.
13Men til hvem af englene sagde han nogensinde: sæt dig ved min højre haand, indtil jeg faaer lagt dine fjender til skammel for dine fødder?
14Ere de ikke alle tjenende aander, udsendte til at tjene dem, som skulle tage lod i frelsen?