1Jeg, som er fange i Herren, formaner eder derfor: at vandre det kald værdig, i ere kaldte med,
2med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, idet i fordrage hverandre i kjærlighed
3og stræbe efter at bevare Aandens enhed i fredens baand,
4eet legeme og een Aand, ligesom i og ere kaldte til eet haab i eders kald;
5een Herre, een tro, een daab,
6een Gud og alles Fader, som er over alle og ved alle og i os alle;
7men hver af os er naaden given efter Kristi gaves maal.
8Derfor siges der: han opfoer til det høje, han tog fangenskabet fangen, og han gav menneskene gaver.
9Men det, at han opfoer, hvad er det uden at han ogsaa først nedfoer til jordens nederste dele.
10Han, som foer ned, er den samme, som og foer op langt over alle himle, forat han skulde fylde alt,
11og selv satte han nogle til apostle, andre til profeter, andre til evangelister, andre til hyrder og lærere,
12til de helliges fuldkomne beredelse, til tjenestens gjerning, til Kristi legemes opbyggelse;
13indtil vi alle naa til enhed i troen og Guds Søns erkjendelse, til den fuldkomne mand, til Kristi alders maal,
14at vi ikke mere skulle være børn, som bølges og omdrives af hver lærdoms vind ved menneskers spil, ved snuhed til forførelsens kunstgreb;
15men at vi, sandheden tro i kjærlighed, i alle maader opvoxe til ham, Kristus, som er hovedet,
16af hvem hele legemet, sammenføjet og sammenknyttet ved enhver forbindelse af naadegaver, efter hvert lems tilmaalte kraft, bidrager til legemets væxt til sin opbyggelse i kjærlighed.
17Dette siger jeg da og vidner i Herren, at i ikke længer maa vandre, som og de øvrige hedninger vandre i deres sinds forfængelighed,
18formørkede i forstanden, blevne fremmede for livet i Gud ved den vankundighed, som er i dem, ved deres hjærtes forhærdelse,
19som følesløse har hengivet sig til uterlighed, til al urenheds gjerning i gjerrighed.
20Men i har ikke saaledes lært Kristus,
21dersom i ellers har hørt ham og ere oplærte i ham, saaledes som sandheden er i Jesus,
22at i skulle aflægge det gamle menneske efter den forrige omgjængelse, hvilket fordærves ved beragelige lyster,
23men at i skulle fornyes i eders sinds aand,
24og at i skulle iføres det nye menneske, som er skabt efter Gud i sandhedens retfærdighed og hellighed.
25Aflægger derfor løgn og taler sandhed, hver med sin næste, for vi ere hverandres lemmer.
26Blive i vrede, da synder ikke; solen gaa ikke ned over eders fortørnelse;
27giver ikke heller djævelen rum!
28den som stjal, stjæle ikke mere, men arbejde heller og gjøre gavn med sine egne hænder, forat hankan have at meddele den, som har trang.
29Intet raaddent ord gaa ud af eders mund, menet godt ord til fornøden opbyggelse, at det kangive tilhørerne naade;
30og bedrøver ikke Guds Helligaand, i hvem i ere beseglede til gjenløsnings dag.
31Al bitterhed og harme og vrede og skrigen og bespottelse blive langt fra eder tilligemed al ondskab;
32men værer velvillige mod hveranre, barmhjærtige, og tilgiver hverandre, ligesom og Kristus har tilgivet os!