Acts 7— LB

¹Men ypperstepræsten sagde: Forholder det sig saaledes?

²Han sagde: I mænd, brødre og fædre, hører til! Ærens Gud aabenbarede sig for vor fader Abraham, da han var i Mesopotamien, førend, han nedsatte sig i Karran,

³og han sagde til ham: Drag ud fra dit land og din slægt, og kom til et land, jeg vil vise dig!

⁴Da drog han ud fra Kaldæernes land og nedsatte sig i Karran, og derfra flyttede han ham, efter hans faders ord, til det land, i nu bebo;

⁵og han gav ham ikke ejendom deri, ikke en fodsbred; dog lovede han ham at give ham det til eje og hans sæd efter ham, skjøndt han intet barn havde.

⁶Men Gud talede saaledes: at hans sæd skulde vorde udlænding i et fremmed land, og de vilde gjøre dem til trælle og plage dem 400 aar;

⁷men det folk,som de skal trælle for, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skal de drage ud og tjene mig paa dette sted.

⁸Han gav ham omskjærelsens pagt, og saaledes avlede han Isak og omskar ham den ottende dag; og Isak avlede Jakob, og Jakob de 12 stamfædre.

⁹Stamfædrene misundte Josef, og solgte ham til Ægypten, men Gud var med ham;

¹⁰og han udfriede ham af alle hans trængsler og gav ham naade og visdom for Farao, Ægyptens konge, og han satte ham til en fyrste over Ægypten og hele sit hus.

¹¹Men der kom en hungersnød over hele Ægypten og Kana-ans land, og en stor trængsel; og vore fædre fandt ikke føde.

¹²Men da Jakob hørte, at der var kort i Ægypten, sendte han vor fædre ud første gang;

¹³og anden gang blev Josef kjendt af sine brødre, og Josefs slægt blev Farao bekjendt;

¹⁴men Josef sendte bud og kaldte sin fader Jakob og hele hans slægt, 75 sjæle;

¹⁵men Jakob dog ned til Ægypten, og han døde og vore fædre;

¹⁶og de bleve førte til Sikem og lagte i den grav, som Abraham kjøbte til penges værd af Hemors, Sikems søns børn.

¹⁷Men som forjættelsens time nærmede sig, som Gud havde tilsvoret Abraham, voxede folket og formerede sig i Ægypten,

¹⁸indtil der opstod en anden konge, som ikke kjendte Josef;

¹⁹han brugte træskhed mod vor slægt og handlede ilde med vore fædre, idet han lod deres spæde børn sætte ud, for at de ikke skulde bevares i live.

²⁰Paa den tid blev Mose født, han var yndig for Gud, og han blev opfostret 3 maaneder i sin faders hus;

²¹men da han var sat ud, tog Faraos datter ham op og opfostrede ham, sig selv til en søn;

²²og Mose blev oplært i al Ægypternes visdom, men han var mægtig i ord og gjerninger;

²³men som han fyldte 40 aars alder, kom det op i hans hjærte at besøge sine brødre, Israels børn;

²⁴og da han saae en lide uret, tog han sig ad ham og hævnede hans uret, som blev mishandlet, idet han slog Ægypteren ihjel.

²⁵Han mente, at hans brødre maatte forstaa, at Gud gav dem frelse ved hans haand, men de forstod det ikke;

²⁶næste dag saae han nemlig nogle af dem trættes, og han formanede dem til fred, idet han sagde: I mænd, i ere brødre, hvorfor gjøre i hverandre fortræd?

²⁷men han, som gjorde næsten uret, stødte ham bort, og sagde: Hvem har sat dig til Herre og dommer over os?

²⁸vil du slaa mig ihjel, ligesom du igaar slog Ægypteren ihjel?

²⁹For dette ord flygtede Mose og blev udlænding i Midjans land, hvor han avlede 2 sønner;

³⁰og da 40 aar vare omme, aabenbarede Herrens engel sig for ham i ørken ved Sinajs bjerg, i en lueild af en tornebusk.

³¹Da Mose saae det, undrede han sig over dette syn, men da han gik nærmere for at betragte det, kom denne røst fra Herren til ham:

³²Jeg er dine fædres Gud, Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud! Men Mose skjælvede og turde ikke betragte det.

³³Herren sagde til ham: Løs skoene af dine fødder, thi det sted, hvor du staaer, er hellig jord;

³⁴jeg har grandgiveligt seet mit folks trængsel i Ægypten, jeg har hørt deres suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem. Kom du nu, saa vil jeg sende dig til Ægypten!

³⁵Denne Mose, som de fornægtede, da de sagde: Hvem har sat dig til herre og dommer, ham sendte Gud til at være herre og befrier ved engelens haand, som havde aabenbaret sig for ham i tornebusken.

³⁶Han udførte dem, da han havde gjort undere og tegn i Ægyptens land og det røde hav og 40 aar i ørken.

³⁷Det er denne Mose, som sagde til Israels børn: Herren, vor Gud, vil oprejse eder en profet af eders brødre, ligesom mig;

³⁸det er ham, som var i menigheden i ørken med engelen, som talede til ham paa Sinaj bjerg, og med vore fædre, ham, som modtog de levede Ord for at give os;

³⁹ham, som vore fædre ikke vilde lyde, men stødte fra sig, og vendte i deres hjærter tilbage til Ægypten,

⁴⁰da de sagde til Aron: Gjør os guder, som kan gaa foran os; thi denne Mose, som førte os ud af Ægyptens land, veed vi ikke, hvad der er blevet af!

⁴¹og de gjorde en kalv i de samme dage; de bragte afguden offer, og de vare lystige for deres hænders gjerninger;

⁴²men Gud vendte sig bort og hengav dem til at tjene himlens hære, som der er skrevet i profeternes bog: Har i vel, Israels hus, bragt mig slagtoffer og madoffer i 40 aar i ørken?

⁴³I bare Moloks telt og Resans, eders guds, stjerne, de billeder, i havde gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte eder bort hinsides Babylon.

⁴⁴Forsamlingsteltet var hos vore fædre i ørken, ligesom han, der talede til Mose, befalede at gjøre det efter den lignelse, han havde seet;

⁴⁵og dette modtoge ogsaa vore fædre og indførte med Josva i landet, hedningerne havde inde, hvilke Gud fordrev for vore fædre indtil Davids dage;

⁴⁶han fandt naade for Gud og bad om at finde en bolig for Jakobs Gud;

⁴⁷men Salomon byggede ham et hus;

⁴⁸dog den højeste boer ikke i templer, som ere byggede med hænder, som profeten siger:

⁴⁹Himlen er mit højsæde og jorden en skammel for mine fødder, hvad hus ville i bygge mig? siger Herren, eller hvilket er mit hvilested?

⁵⁰har ikke min haand gjort alt dette? -

⁵¹I haarde halse, i uomskaarne af hjærte og øren, i staa altid den Helligaand imod, som eders fædre, saa og i;

⁵²hvem af profeterne har ikke eders fædre forfulgt? og de slog dem ihjel, som forud forkyndte den retfærdiges tilkommelse, hvis forrædere og mordere i nu ere blevne,

⁵³i, som modtog loven ved en engles tjeneste, og har ikke holdt den, -

⁵⁴Da de hørte det, skar det dem i deres hjærter, og de gned tænder imod ham.

⁵⁵Men, som han var fuld af den Helligaand, skuede han til himlen og saae Guds herlighed og Jesus staaende ved Guds højre haand;

⁵⁶og han sagde: Se, jeg skuer himlene aabne og menneskens Søn staaende ved Guds højre haand!

⁵⁷Men de raabte med høj røst, holdt for deres øren og stormede endrægtig ind paa ham;

⁵⁸og de stødte ham udenfor staden og stenede ham, og vidnerne lagde deres klæder af ved en ung mands fødder, som hed Saul.

⁵⁹De stenede da Stefan, som bad og sagde: Herre Jesus! modtag min aand!

⁶⁰men han bøjede sine knæ og raabte med høj røst: Herre, tilregn dem ikke denne synd! og som han sagde dette, sov han ind. Men Saul billigede hans mord.