1Da de vare frelste, fik de at vide, at øen hed Malta.
2Men de vild fremmede viste os ualmindelig menneskekjærlighed; thi de tændte baal og modtog os alle for den overfaldende regn og kulden.
3Men da Paulos havde raget en mængde kvas sammen og kastet det paa baalet, foer en øgle ud for heden og slog sig om hans haand.
4Da de vild fremmede saae dyret hængende ved hans haand, sagde de til hverandre: Det menneske er bestemt en morder, som gjengjældensen ikke lader leve, skjøndt han er frelst af havet.
5Han rystede da dyret af i ilden og der skete ham ingen skade;
6men de ventede, at han vilde hovne eller falde pludselig død om, men da de havde ventet længe og saae, at intet usædvanligt skete med ham, fik de andre tanker og sagde: Han er en Gud!
7I samme egn havde den første mand paa øen ved navn Publios et jordegods, og han optog os og beværtede os og beværtede os venlig i 3 dage.
8Men det trak sig, at Publios' fader laa syg og led af feber og blodgang; ham gik Paulos til; han bad, lagde hænderne paa ham og helbredte ham.
9Da det var skeet, kom ogsaa de øvrige paa øen, som havde sygdomme, til ham og bleve helbredte.
10Disse viste os ogsaa megen ære, og da vi droge bort, gav de os fornødenheder med.
11Tre maaneder efter gik vi til søs med et Alexandrisk skib, som havde ligget vinteren over ved øen og førte tvillingernes mærke;
12vi løb ind til Syrakus og blev der 3 dage.
13Derfra sejlede vi om og kom til region; een dag efter fik vi søndenvind og kom anden dag til Poteoli,
14hvor vi traf brødre, og de bad os om at blive 7 dage hos dem, og saaledes kom vi til Rom.
15Derfra kom brødrene, som havde hørt om os, os imøde til Forum Appii og Tres Tabernæ, og da Paulos saae dem, takkede han Gud og fattede mod.
16Men da vi kom til Rom, overgav øversten fangerne til høvdingen for livvagten, men det blev Paulos tilladt at bo for sig selv med den stridsmand, som bevogtede ham.
17Tre dage derefter sammenkaldte Paulos de fornemste af de derværende Jøder; og da de vare samlede, sagde han til dem: I mænd, brødre! skjøndt jeg intet har gjort mod dette folk eller de fædrene skikke, blev jeg som fange overgivet fra Jerusalem i Romernes hænder,
18og de vilde, efterat have forhørt mig, ladet mig los, fordi der ikke var nogen livssag mod mig;
19men da Jøderne sagde imod, nødtes jeg til at skyde mig ind under Kejseren, ikke som jeg har noget at anklage mit folk for.
20Af denne grund bad jeg at se eder og tale med eder; thi for Israels haab er jeg sluttet i denne lænke.
21Men de sagde til ham: Vi har hverken faaet nogen skrivelse om dig fra Judæa, ikke heller er der kommet nogen af brødrene, som har meldt eller talet noget ondt om dig;
22men vi ønske nok at høre af dig, hvad din mening er; thi om denne sekt er det os vitterligt, at den finder modsigelse allevegne.
23De bestemte ham en dag, og der kom flere til ham i hans bolig, og dem forelagde han og vidnede om Guds rige, og overbeviste dem om, hvad der angaaer Jesus, baade af Moses lov og profeterne, fra morgen til aften;
24og nogle troede, hvad der blev talet, andre troede ikke;
25men da de vare indbyrdes uenige, skiltes de ad, da Paulos havde sagt det ene ord: Den Helligaand har med rette talet ved profeten Jesaja til vore fædre
26og sagt: Gaa til dette folk og siig: I skulle høre med ørene og ikke forstaa, se med øjnene og indse ikke;
27thi dette folks hjærte er forhærdet, de høre tungt med ørene og sammenknibe deres øjne, forat de ikke skulle se med øjnene og høre med ørene og forstaa med hjærtet og omvende sig og jeg læge dem.
28Derfor være det eder vitterligt, at Guds frelse er sendt til hedningerne, og disse ville høre.
29Da han havde sagt dette, gik Jøderne bort og havde megen trætte indbyrdes.
30Paulos blev hele 2 aar i sin lejebolig og modtog alle, som kom til ham;
31og han prædikede Guds rige og lærte, hvad der angaaer Herren Jesus Kristus, uhindret med al frimodighed.