1Men som medhjælpere formane ogsaa vi at i ikke forgjæves maa have modtaget Guds naade; -
2han siger jo: Paa en behagelig tid bønhørte jeg dig, og paa frelsens dag hjalp jeg dig. Se, nu er den behagelige tid, se, nu er frelsens dag! -
3og vi give ingen anstød i nogen ting, at tjenesten ikke skal lastes;
4men i alt vise vi os selv som Guds tjenere i stor taalmodighed, i trængsler, i nød, i ængstelser;
5under slag, i fængsler, i oprør, i arbejder, i nattevaagen, i faster;
6i renhed, i kundskab, i langmodighed, i villighed, i den Helligaand, i uskrømtet kjærlighed,
7i sandheds Ord, i Guds kraft, ved retfærdighedens vaaben til højre og venstre;
8under ære og vanære, under godt og ondt rygte, som forførere og dog sanddru,
9som ubekjendte og dog velbekjendte, som døende og se, vi leve! som straffede og dog ikke ihjelslagne,
10som bedrøvede, men altid glade; som fattige, der dog gjøre mange rige; som dem, der har intet, og dog eje alt. -
11Vor mund er opladt til eder, Korintier, vort hjærte har udvidet sig;
12I har ikke snævert rum hos os, men i ere snævre i eders indre;
13ogsaa i - jeg taler som til børn - udvider eder til gjengæld!
14I maa ikke drage i fremmed aag med de vantro; thi hvad fællesskab har retfærdighed med uret? eller hvad samfund har lys med mørke?
15hvad overensstemmelse har Kristus med Belial? eller hvad del har den troende med den vantro?
16hvad samkvem har Guds tempel med afguderne? I ere nemlig den levende Guds tempel, ligesom Gud siger: Jeg vil bo i dem og vandre med, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mig et folk.
17Gaaer derfor ud fra dem og fraskiller eder, siger Herren, og rører ikke noget urent, og jeg vil modtage eder!
18og jeg vil være eder en Fader, og i skulle være mig sønner og døtre, siger Herren Almægtigste!