1Vi vide nemlig, at naar vort jordiske hyttebo nedbrydes, have vi en bolig af Gud, et hus, bygt uden hænder, evigt i himlene;
2thi ogsaa i dette sukke vi, længselsfulde efter at overklædes med vor bolig af himlen;
3om vi ellers og maa findes iklædte, ikke nøgne.
4Thi saalænnge vi ere i denne hytte, sukke vi, besværede, fordi vi ikke ville afklædes, men overklædes, forat det dødelige kunde opsluges af livet;
5men han, som beredte os just til dette, er Gud, som ogsaa gav os Aandens pant.
6Derfor ere vi altid frimodige, skjøndt vi endog vide, at saalænge vi ere tilhuse i legemet, ere vi borte fra Herren;
7thi vi vandre ved tro, ikke ved beskuelse;
8men vi ere frimodige og synes bedre om at vandre bort fra legemet og være hjemme hos Herren.
9Derfor beflitte vi os ogsaa paa at være ham velbehagelige, hvad enten vi ere hjemme eller ude.
10Thi vi maa alle aabenbares for Kristi domstol, forat enhver kan faa efter det, som er legemets, i forhold til, hvad han har gjort, enten godt eller ondt.
11Da vi altsaa kjende Herrens frygt, søge vi at vinde mennesker, men for Gud ere vi aabenbare; men jeg haaber, at vi ogsaa ere aabenbare i eders samvittighed.
12Vi anbefale os ikke atter selv for eder; men vi give eder lejlighed til at rose eder af os, forat i kunne have noget til dem, som rose sig af det udvortes, ikke af hjærtet;
13hvad enten vi nemlig ikke holde maade, da er det for Guds skyld, eller vi holde maade, da er det for eders skyld.
14Thi Kristi kjærlighed tvinger os,
15idet vi dømme saaledes, at naar een er død for alle, ere de altsaa alle døde; og han døde for alle, forat de, som leve, skulle ikke fremdeles leve sig selv, men ham, som er død og opstanden for dem;
16saa at vi fra nu af ikke anse nogen efter kjødet; men om vi endog have kjendt Kristus efter kjødet, kjende vi ham dog ikke mere saaledes;
17saa dersom nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbigangent, se, alt er blevet nyt.
18Men alt dette er af Gud, som forligte os med sig selv ved Jesus Kristus og gav os forligelsens tjeneste;
19eftersom Gud i Kristus forligte verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser, og oprettede forligelsens Ord iblandt os.
20Derfor ere vi sendebud i Kristi sted, som om Gud formanede ved os; vi bede i Kristi sted: lader eder forlige med Gud!
21thi han har gjort ham, som ikke vidste af synd, til synder for os, forat vi i ham skulde blive retfærdige for Gud.