1Men jeg besluttede dette hos mig selv, at jeg ikke vilde komme til eder igjen i bedrøvelse;
2thi dersom jeg bedrøver eder, hvem er der da, som skal opmuntre mig, uden den, som jeg har bedrøvet?
3og jeg skrev eder just dette til, forat jeg ikke, naar jeg kom, skulde have sorg paa sorg af dem, jeg burde have glæde af, da jeg har den tillid til eder alle, at min glæde er alle eders;
4thi under megen kummer og med beklemt hjærte skrev jeg eder til under mange taarer, ikke forat bedrøve eder, men forat i skulle kjende den kjærlighed, som jeg overflødig har til eder. -
5Men naar nogen har voldt bedrøvelse, har han ikke bedrøvet mig, men tildels, forat jeg ikke skal sige det hårdere, eder alle.
6Nok for en saadan er den straf, ham er vederfaren af de fleste;
7saa at i tværtimod snarere maa tilgive og trøste ham, at en saadan ikke skal nedsynke i en altfor stor bedrøvelse.
8Derfor formaner jeg eder, at i kraftig vise ham kjærlighed;
9thi derfor har jeg og skrevet, forat jeg kunde erfare eder paalidelighed, om i ere lydige i alt.
10Men hvem i tilgiver noget, ham tilgiver jeg ogsaa; thi naar ogsaa jeg har tilgivet noget, har jeg tilgivet det for eders skyld for Kristi aasyn,
11forat vi ikke skulde besnæres af satan; thi vi ere ikke ubekjendte med hans anslag.
12Da jeg kom til Troas for Kristi evangelium og en dør var mig opladt i Herren, havde jeg ingen ro i min aand, da jeg ikke traf broder Titos;
13men jeg tog afsked med dem og drog ud til Makedonien;
14men Gud være takket, som altid fører os i sejerstog i Kristus og paa hvert sted udbreder sin kundskabs duft ved os,
15fordi vi ere Kristi velbehagelige duftning for Gud blandt dem, som frelses, og dem, som fortabes;
16for disse vel en dødninglugt til død, men for hine en livsluft til liv. Og hvem er dygtig til dette?
17Vi ere nemlig ikke som de andre, der forkaste Guds ord; men vi tale i Kristus som af oprigtighed, som af Gud for Guds aasyn.