1Ligeledes være hustruer deres egne mænd underdanige, forat, om endog nogle ere gjenstridige mod Ordet, e da uden Ord maa vindes ved deres hustruers omgjængelse,
2idet de faa øjnene op for eders rene omgjængelse i Gudsfrygt.
3Deres sag være ikke den udvortes prydelse af haarfletning, guldsmykke eller paaklædning,
4men hjærtets skjulte menneske, i den sagtmodige og rolige aands uforkrænkelige smykke, som er dyrebar for Gud.
5Thi saaledes prydede jo ogsaa fordum de hellige kvinder sig, som satte deres haab til Gud og vare deres egne mænd underdanige;
6ligesom Sara var Abraham lydig og kaldte ham herre, og hendes børn ere i blevne, dersom i gjøre det gode og ikke frygte nogen skræmsel. -
7Mændene skulle ligeledes med forstand omgaaes deres hustruer som svagere skabninger og vise dem ære, ligesom de og ere samarvinger til en levende naade, forat eders bønner ikke skulle forhindres.
8Men til slutning værer alle ligesindede, medlidende, kjærlige mod brødrene, barmhjærtige, velvillige,
9betaler ikke ondt med ondt eller skjældsord med skjældsord, men tværtimod velsigner, da i vide, at i ere kaldte dertil, forat i kunne arve velsignelse.
10Thi den, som vil elske liv og se gode dage, maa holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig;
11han maa bøje af fra ondt og gjøre godt, søge fred og hige efter den.
12Thi Herrens øjne ere over retfærdige og hans øren til deres bøn, men Herrens aasyn er over dem, som gjøre ondt, til at udrydde dem af jorden;
13og hvo er den, som kan gjøre eder ondt, naar i blive efterlignere af den gode.
14Men om i og lide for retfærdigheds skyld, ere i salige; kun frygter ikke, som de frygte, og forfærdes ikke, men helliger Gud Herren i eders hjærter!
15Værer derimod altid rede til med sagtmodighed og frygt at give forklaring for enhver, der forlanger rede af eder om det haab, som er i eder;
16idet i bevare en god samvittighed, forat de, som haane eders gode omgjængelse i Kristus, maa blive beskjæmmede, idet de bagtale eder som misdædere;
17thi det er jo bedre, om Guds villie saa vil, at lide idet man gjør godt, end idet man gjør ondt.
18Thi ogsaa Kristus har engang lidt for synder, en retfærdig for uretfærdige, forat føre os til Gud, han, som vel blev dødet i kjød, men levendegjort i aand,
19ii hvilken han og gik bort og prædikede for aanderne i fængsel,
20som fordum vare vantro, da Guds langmodighed tøvede i Noas dage, medens skib blev bygget, til hvilket nogle faa, nemlig 8 sjæle, tyede og bleve frelste gjennem vand;
21og som modbillede hertil er det en daab, som ogsaa nu frelser os, ikke en renselse af urenhed paa kjød, menen mundlig pagt med Gud om en god samvittighed, i kraft af Jesu Kristi opstandelse,
22han, som er faren til himmels og er hos Guds højre haand, efterat engle, myndigheder og magter ere blevne ham underlagte.