1Til Sangmesteren; "fordærv ikke"; af David; "et gyldent Smykke" der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
2Gud! vær mig naadig, vær mig naadig; thi min Sjæl forlader sig paa dig, og under dine Vinger: Skygge søger jeg Ly, indtil al Ulykken er gaaet over.
3Jeg vil raabe til Gud, den Højeste, til den Gud som udfører min Sag.
4Han skal sende fra Himmelen og frelse mig den, som vilde opsluge mig, haaner: Sela. Gud skal sende sin Miskundhed og sin Sandhed.
5Mig Sjæl er iblandt øver, jeg maa ligge imellem dem, som sprude Ild Menneskens Børn, hvis Tænder er Spyd og Pile, og hvis Tunge er et skarpt Sværd.
6Gud! ophøj dig over Himlene, din Ære være over al Jorden!
7De stilled Garn for mine Trin, min Sjæl nedbøjede sig de grove en Grav for mit Ansigt, de faldt selv midt i den. Sela.
8Gud! mit Hjerte er trøstigt, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lege paa Harpe.
9Vaagn op, min Ære! vaagn op, Psalter og Harpe! jeg vil vække Morgenrøden.
10Herre! jeg vil takke dig iblandt Folkene; jeg vil lege paa Harpe for dig iblandt Folkestammer.
11Thi din Miskundhed er stor indtil Himlene og din Sandhed indtil Skyerne. Gud! ophøj dig over Himlene, din Ære være over al Jorden.