Psalms 141
1 En Psalme, af David. Herre! jeg har raabt, til dig, skynd dig til mig, vend dine øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
2 Lad min Bøn staa som et Røgelseoffer for dit Ansigt, mine Hænders Opløftelse som et Aftenmadoffer.
3 Herre! sæt Vagt for min Mund, tag vare paa mine Læbers Dør.
4 Bøj ikke mit Hjerte til nogen ond Handel, til at bedrive Misgerninger i Ugudelighed i Samfund med Mænd, som øve Uret; og lad mig ikke æde af deres lækre Mad!
5 Lad en retfærdig slaa mig i Kærlighed og revse mig; mit Hoved skal ikke vise Hovedolien fra sig; thi min Bøn skal fremdeles møde hines Ondskab.
6 Deres Dommere ere nedstyrtede i Klippens Favn; og de selv have hørt mine Ord, at de vare liflige.
7 Som naar en pløjer og furer Jordan, saa ere vore Ben spredte ved Dødsrigets Svælg.
8 Thi til dig, Herre, Herre! se mine Øjne hen; paa dig forlader jeg mig; giv ikke min Sjæl til Pris!
9 Bevar mig fra Snaren, som de have udstillet for mig, og fra deres Garn, som gøre Uret.
10 Lad de ugudelige falde i deres eget Garn, medens jeg derhos slipper forbi.