Job 3— 1819-1871

¹Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.

²Og Job svarede og sagde:

³Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!

⁴Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.

⁵Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!

⁶Den Nat - Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!

⁷Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!

⁸De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!

⁹Dens Dæmvrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,

¹⁰fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.

¹¹Hvorfor døde jeg ikke fraModers Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden.

¹²Hvorfor optoge Knæ mig og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?

¹³Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet

¹⁴med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,

¹⁵eller med fyrsterne som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;

¹⁶eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.

¹⁷Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;

¹⁸der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;

¹⁹der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.

²⁰Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?

²¹dem som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte:

²²dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven

²³den Mand hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for

²⁴Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.

²⁵Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.

²⁶Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.