1Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:
2Skal der ikke svares til de mange Ord? og mon en mundkaad Mand skal beholde Ret:
3Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskæmme dig?
4Thi du sagde: Min Lærdom er klar, og jeg er ren for dine Øjne.
5Men gid dog Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig!
6og at han vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi i den er dobbelt Kraft; da skulde du vide, at Gud endog eftergiver dig meget af din Misgerning.
7Mon du kan naa til Guds Dybheder? mon du kan naa til den Almægtiges Begrænsning?
8Den er saa høj som Himmelen, hvad vil du gøre? den er dybere end Helvede, hvad kan du vide?
9Dens Maal er længere end Jorden, den er bredere end Havet.
10Naar han farer frem og lukker til I eller forsamles, hvo vil da holde ham tilbage?
11Thi han kender forfængelige Folk og ser Uretfærdighed; skulde han da ikke agte derpaa
12Men en uforstandig vil faa Forstand, naar et Vildæsels Føl fødes til Menneske.
13Dersom du bereder dit Hjerte og udstrækker dine Hænder til ham,
14dersom du kaster Uretfærdigheden, som er i din Haand, langt bort og ikke lader Uret bo i dine Telte,
15da skal du, fri for Lyde, kunne opløfte dit Ansigt og blive fast og ikke frygte.
16Thi du skal glemme din Møje, du skal komme den i Hu som det Vand, der er løbet forbi.
17Og din Levetid skal gaa frem klarere end Middagen, Mørket skal vorde som Morgenen.
18Og du skal være tryg, thi der er Haab, og du skal spejde omkring dig og sove tryggelig.
19Og du skal lægge dig, og ingen skal forfærde dig; og mange skulle bønfalde for dit Ansigt.
20Men de ugudeliges Øjne skulle hentæres, og deres Tilflugt skal gaa tabt for dem, og deres Haab aandes ud med Livet: