1Efterat Gud fordum havde talet mange Gange og paa mange Maader til Fædrene ved Propheterne, saa haver han i disse sidste Dag talet til os ved Sønnen;
2hvem han haver sat til en Arving over alle Ting, ved hvem han og haver gjort Verden;
3hvilken, efterdi han er hans Herligheds Glands og hans Væsens udtrykte Billede, og bærer alle Ting med sin Kraftes Ord, saa gjorde han ved sig selv vore Synders Renselse, og satte sig hos Majestætens høire Haand i det Høie;
4og han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han haver arvet et herligere Navn fremfor dem.
5Thi til hvilken Engel sagde han nogen Tid: du er min Søn, jeg fødte dig i Dag? og atter: jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn?
6Og atter, naar han indfører den Førstefødte i Jorderige, siger han: og alle Guds Engle skulle tilbede ham.
7Om Englene hedder det: han bruger sine Engle som Vinde og sine Tjenere som Ildslue.
8Men til Sønnen: din Throne, o Gud! staaer i al Evighed, Retviishedens Spiir er dit Riges Spiir.
9Du elskede Retfærdighed og hadede Uret, derfor haver Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre.
10Og: du, Herre, grundfæstede Jorden af Begyndelsen, og Himlene ere dine Hænders Gjerninger.
11De skulle forgaae, men du bliver ved; de skulle tilhobe ældes som et Klædebon,
12ja som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du, du er den Samme, og dine Aar skulle ikke aflade.
13Men til hvilken af Englene sagde han nogen Tid: sæt dig hos min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til en Skammel for dine Fødder?
14ere de ikke alle Tjenende Aander, udsendte til Hjælp for dem, som skulle arve Salighed?