1De Ældste iblandt Eder formaner jeg som en Med-Ældste og Vidne til Christi Lidelser, som den, der og har Deel i Herligheden, der skal aabenbares:
2vogter Guds Hjord, som er iblandt Eder, og vaager over den, ikke tvungne, men frivillig, ikke for slet Vindings Skyld, men med Redebonhed;
3ikke som de, der ville herske over Herrens Arv, men som Mønstre for Hjorden.
4Og naar da Overhyrden aabenbares, skulle I erholde Ærens uforvisnelige Krands.
5Desligeste, I Unge: værer de Ældste underdanige og smykker Eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade.
6Derfor ydmyger Eder under Guds Vældige Haand, at han maa i sin Tid ophøie Eder.
7Kaster al Eders Sorg paa ham, thi han haver Omhu for Eder.
8Værer ædrue, vaager; thi Eders Modstander, Djævelen, gaaer omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opsluge.
9Staaer ham imod, faste i Troen, vidende, at de samme Lidelser fuldbyrdes paa Eders Brødre i Verden.
10Men al Naades Gud, som kaldte os til sin evige Herlighed i Christus Jesus, efter en kort Tids Lidelse, han selv berede, styrke, bekræfte, grundfæste Eder!
11Ham være Ære og Magt i al Evighed! Amen.
12Med Silvanus, den trofaste Broder, (thi det holder jeg ham for), haver jeg i Korthed skrevet Eder til og formaner og vidner, at denne er Guds sande Naade, i hvilken I staae.
13Den medudvalgte Menighed i Babylon hilser Eder, saa og Marcus, min Søn.
14Hilser hverandre med Kjærligheds Kys. Fred være med Eder alle, som ere i Christus Jesus! Amen.