1Da Han gik ned fra bjergene, fulgte en stor skare Ham.
2Og se: en spedalsk kom, kastede sig ned for Ham og sagde: "HErre! Hvis Du vil, kan Du rense mig!"
3Da rakte Jesus hånden ud, rørte ved ham og sagde: "Jeg vil - bliv ren!" Og strax blev han renset for sin spedalskhed.
4Jesus siger da til ham: "Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og lad dig syne af præsten og frembær så den offergave, Moses har pålagt, til vidnesbyrd for folket."
5Da Jesus så kom til Kapernaum, kom en hundredmandsfører til Ham, bad Ham
6og sagde: "HErre! Min tjener ligger lam hjemme og er alvorligt plaget af smerter!"
7Jesus siger til Ham: "Jeg vil komme og helbrede ham!"
8Men hundredmandsføreren svarede og sagde: "HErre! Jeg er ikke værdig til, at Du går ind under mit tag! Men sig blot Eet Ord, så vil min tjener blive helbredt!
9Også jeg er jo et menneske under kommando, og jeg har soldater under mig. Og siger jeg til een: "Gå!", så går han, og til en anden: "Kom!", så kommer han, og til min tjener: "Gør dette!", så gør han det."
10Da Jesus hørte dette, undrede Han Sig og sagde til dem, som fulgte Ham: "Sandelig, Jeg siger jer: ikke engang i Israel har Jeg fundet så stor en tro hos nogen!
11Men Jeg siger jer: mange skal komme fra solens opgang og nedgang og lægge sig til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himlenes Rige;
12men Rigets egne [[børn]] skal kastes ud i mørket udenfor; dér skal der være gråd og tænders gnidsel!"
13Og Jesus sagde til hundredmandsføreren: "Gå! så skal det ske dig, som du troede!" Og hans tjener blev helbredt i den samme stund!
14Da Jesus kom til Peters hus, så Han, at hans svigermoder lå i sengen med feber.
15Han tog hende da ved hånden, og feberen forlod hende - og hun rejste sig og vartede dem op.
16Da det var blevet sent, bar de mange dæmonbesatte til Ham, og Han drev ånderne ud med Eet Ord, og alle, som var syge, helbredte Han,
17for at dét skulle opfyldes, som var talt ved profeten Esajas, der siger: "Han tog vore plager, og vore sygdomme bar Han!"
18Da Jesus nu så en stor skare omkring Sig, bød Han, at de skulle drage over til den anden side af [[søen]].
19Og en skriftlærd kom og sagde til Ham: "Mester! Jeg vil følge Dig, hvor Du end går!"
20Jesus siger da til ham: "Rævene har huler og himlens fugle reder; men Menneskets Søn har ikke [[et sted]], hvor Han kan hvile Sit hovede!"
21En anden af Hans disciple sagde til Ham: "HErre! Lad mig først drage hen og begrave min fader!"
22Men Jesus sagde til Ham: "Følg Mig - og lad de døde begrave deres døde!"
23Han gik så ombord i båden, og Hans disciple fulgte Ham.
24Og se: der blev en voldsom storm på søen, så båden skjultes af bølgerne - men Han sov!
25Hans disciple kom da og vækkede Ham og sagde: "HErre! frels os - vi går under!"
26Men Han siger til dem: "Hvorfor er I bange, I lidettroende?" Så rejste Han Sig og truede ad vindene og havet, og med eet blev det blikstille!
27Men folkene undrede sig og sagde: "Hvem er dog Han, siden både vindene og havet adlyder Ham?"
28Da Han kom til den anden bred, til Gadarenernes land, kom to dæmonbesatte Ham imøde ud fra gravhulerne; [[de var]] meget vilde, så ingen magtede at gå forbi ad denne vej!
29Og se: de skreg højt og sagde: "Hvad [[er der]] mellem os og Dig, Jesus, Guds Søn? Er Du kommet her for at pine os før tiden?"
30Nu gik der et stykke fra dem en stor svinehjord og græssede.
31Dæmonerne bad Ham da og sagde: "Hvis Du driver os ud, så tillad os at fare ind i svine-hjorden!"
32Han sagde da til dem: "Far ud!" Så fór de ud og fór i svinene. Og se: hele svinehjorden styrtede ud over afgrunden ned i havet og døde i bølgerne!
33Men de, som røgtede [[svinene]], flygtede, og da de kom ind i byen, fortalte de alt, også dét om de dæmonbesatte.
34Og se: hele byen gik Jesus imøde, og da de så Ham, bad de Ham om at gå bort fra deres egn!