1Derfor, hellige brødre, delagtige i et himmelsk kald: se hen til vor bekendelses Apostel og Ypperstepræst, Jesus,
2Som er trofast mod Ham, Som har gjort Ham dertil, ligesom også Moses "var tro i hele Guds hus."
3Denne herlighed er nemlig større end den, Moses agtedes værdig til, eftersom den, der bygger et hus, nyder større ære end selve huset.
4Ethvert hus bygges nemlig af een eller anden; men Den, Som har bygget alt, er Gud!
5Og Moses var ganske vist tro i hele [[Guds]] hus, idet han tjente som vidnesbyrd om det, som engang skulle forkyndes;
6men Kristus er tro Som Søn over Hans hus - og Hans hus er vi, så sandt vi indtil enden fastholder frimodigheden og det håb, vi roser os af!
7Derfor, som Helligånden siger: "I dag, om I hører Hans røst,
8så forhærder ikke jeres hjerter, som ved "forbitrelsen" på fristelsens dag i ørkenen,
9da jeres fædre fristede Mig og satte Mig på prøve, skønt de havde set Mine gerninger i fyrre år!
10Derfor harmedes Jeg på hin slægt og sagde: "Altid farer de vild i hjertet, og de ville ikke vide af Mine veje!"
11Derfor svor Jeg i Min vrede: sandelig, de skal ikke komme ind til Min hvile!"
12Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer er et hjerte, der er ondt af vantro, så han falder fra Den levende Gud.
13Nej, forman hverandre hver dag, mens det endnu hedder "i dag", for at ikke nogen af jer skal forhærdes ved syndens bedrag.
14Vi er nemlig blevet delagtige i Kristus, så sandt vi indtil enden holder fast ved den vished, vi havde i begyndelsen.
15Når det blev sagt: "I dag, om I hører Hans røst, så forhærder ikke jeres hjerter, som ved forbitrelsen",
16hvem var det da, som, efter at have hørt, dog forbitrede Ham? Var det ikke alle dem, som var draget ud af Ægypten ved Moses?
17Og hvem var det, Han harmedes på i fyrre år? Var det ikke dem, som havde syndet, og "hvis kroppe faldt i ørkenen?"
18Og om hvem svor Han, at de "ikke skulle komme ind til Hans hvile", uden netop dem, som havde været ulydige?
19Så ser vi da, at det var på grund af deres vantro, de ikke kunne komme ind!