Romans 11— LB

¹Jeg siger derfor: Har Gud forskudt sit folk? Det være langt fra! thi jeg er ogsaa en Israelit, af Abrahams sæd og Benjamins stamme;

²Gud har ikke forskudt sit folk, som han kjendte forud. Veed i ikke, hvad skriften siger om Elia? hvorledes han træder op for Gud mod Israel og siger:

³Herre! dine profeter har de dræbt, og dine altere har de nedbrudt, jeg er alene tilbage, og de, de tragte efter mit liv.

⁴Men hvad siger Guds-svaret? \Jeg har levnet mig 7000 mænd, som ikke har bøjet knæ for fruen\.

⁵Saaledes er der da ogsaa i den nærværende tid en levning bleven tilbage efter naadens udvælgelse;

⁶men er det af naade, saa er det ikke længer af gjerninger; ellers bliver naade ikke længer naade; men er det af gjerninger, saa er det ikke længer naade, ellers er gjerningen ikke længer gjerning.

⁷Hvad da? Hvad Israel søger, har det ikke erholdt, men udvalget har erholdt det, de øvrige bleve forstenede;

⁸som skrevet er: Gud gav dem en dorskheds aand, øjne til at se, øren til ikke at høre, indtil den dag idag;

⁹og David siger: Deres bord vorde dem til snare og fælde, til anstød og gjengjældelse;

¹⁰deres øjne vorde dunkle, saa de ikke se; og: bøj altid deres ryg!

¹¹Jeg siger derfor: Stødte de saaledes an, forat de skulde falde? Det være langt fra! Men ved deres fald er frelsen for hedningerne til at gjøre dem selv nidkjære.

¹²Men naar deres fald er en rigdom for verden, og deres tab en rigdom for hedninger, hvormeget mere vil deres fylde være det?

¹³Jeg taler nemlig til eder af hedningerne; saalænge jeg vel er hedningernes apostel, ærer jeg mit embede,

¹⁴om jeg kunde vække min slægt til nidkjærhed og frelse nogle af dem;

¹⁵thi er deres forkastelse verdens forligelse, hvad var da deres antagelse andet end liv af døde?

¹⁶Men er førstegrøden hellig, saa er dejgen det ogsaa, og er roden hellig, ere grenene det ogsaa;

¹⁷men ere nogle af grenene afbrudte, og er du, den vilde oliekvist, indpodet blandt dem og bleven meddelagtig i olietræets rod og fedme,

¹⁸maa du ikke rose dig mog grenene; men roser du dig, da er det dog ikke dig, som bærer roden, men roden dig. -

¹⁹Du vil altsaa sige: Grenene ere afbrudte, forat jeg kunde indpodes.

²⁰Vel! Ved vantro ere de afbrudte, men du staaer ved troen. Vær ikke overmodig, men frygt!

²¹thi sparede Gud ikke de naturlige grene, vil han vel maaske ej heller spare dig.

²²Se altsaa Guds godhed og strænghed; Strængheden nemlig mod dem, som falde af, men godheden mod dig, om du bliver ved i det gode; ellers vil ogsaa du blive afhuggen;

²³men og hine, om de ikke blive ved i vantroen, ville blive indpodede; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem;

²⁴thi naar du er huggen af det efter naturen vilde olietræ, og mod naturen er bleven indpodet i det gode olietræ, hvormeget mere kunne de, som efter naturen ere af det, indpodes i deres eget olietræ.

²⁵Thi jeg vil ikke, brødre, at i skal være uvidende om denne hemmelighed - for at i ikke skulle blive selvkloge - at en forstenelse er for en del kommen over Israel, indtil hedningernes fulde tal er gaaet ind,

²⁶og saaledes vil hele Israel blive frelst, som skrevet er: Befrieren skal komme fra Zion og afvende ugudelighed fra Jakob;

²⁷og det er pagten fra mig med dem, naar jeg faaer borttaget deres synder.

²⁸Efter evangeliet ere de vel fjender for eders skyld, men efter udvælgelsen elskede for fædrenes skyld;

²⁹thi naadegaverne og kaldensen fortrydes ikke af Gud.

³⁰Ligesom i nemlig engang var vantro mod Gud, men nu have faaet barmhjærtighed ved disses vantro,

³¹saaledes ere og disse nu blevne vantro ved barmhjærtigheden mod eder, forat de og selv maatte faa barmhjærtighed;

³²thi Gud indesluttede alle under vantro, forat han kunde forbarme sig over alle. -

³³O rigdoms dyb baade paa Guds visdom og kundskab! hvor uransagelige ere hans domme og usporlige hans veje!

³⁴thi hvem har kjendt Herrens sind, og hvem var hans raadgiver?

³⁵eller hvem gav ham forud, saa det skulde gjengjældes ham?

³⁶Thi af ham, og ved ham og til ham ere alle ting. Ham være ære i al evighed! Amen.