Luke 9— LB

¹Han sammenkaldte sine 12 disciple og gav dem magt og myndighed over alle dæmner og til at helbrede sygdomme;

²og han sendte dem ud til at prædike Guds rige og læge de svage;

³og han sagde til dem: Tager intet med til rejsen, hverken kjæp eller taske eller penge eller hver to skjorter;

⁴og i hvert hus, i gaa ind, bliver der, og derfra skal i drage bort;

⁵og hvor man ikke vil modtage eder, gaaer ud fra denne stad, og ryster støvet af eders fødder til et vidnesbyrd imod dem.

⁶Da de drog ud, vandrede de fra by til by, prædikede evangeliet, og helbredede allevegne.

⁷Men fjerdingsfyrsten Herodes hørte alt, hvad han gjorde, og han blev tvivlraadig ved det nogle sagde, Johannes var opvakt fra de døde,

⁸men andre sagde, at Elia aabenbarede sig, og andre, at der var opstaaet en profet, en af de gamle;

⁹og Herodes sagde: Jeg har lader hovedet hugge af Johannes, men hvem er da han, jeg hører saadant om? og han søgte lejlighed til at faa ham at se.

¹⁰Saa vendte apostlene tilbage og fortalte ham, hvor store ting de havde gjort. Han tog dem med sig og vandrede afsides bort til et øde sted, ved en stad, som kaldes Betsajda.

¹¹Men da skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham, og han tog imod dem og talede til dem om Guds rige, og helbredte dem, som havde lægedom behov;

¹²men dagen begyndte at hælde, og de tolv traadte til og sagde til ham: Opløs forsamlingen, for at de kunne komme bort til de omliggende byer og gaarde, komme i hus og finde føde; thi vi er her paa et øde sted.

¹³Han sagde til dem: Giver i dem at spise! men de sagde: Vi har ikke mer end 5 brød og 2 fiske, uden vi skulde gaa hen og kjøbe fødevarer til hele denne mængde;

¹⁴thi de var ved 5000 mænd. Men han sagde til sine disciple: Lad dem sætte sig ned i hobe paa 50.

¹⁵De gjorde da saaledes og lod alle sætte sig ned.

¹⁶Men han tog de 5 brød og de 2 fiske, saae til himlen, velsignede dem, brød dem og gav sine disciple dem for at lægge for folket;

¹⁷og de spiste og bleve alle mætte, og der opsamledes 12 kurve fulde af stykkerne, som bleve levnede af dem.

¹⁸Det skete, da han var ene og bad, at hans disciple var hos ham, og han spurgte dem og sagde: Hvem siger folket, jeg er?

¹⁹De svarede og sagde: Døberen Johannes: andre sige: Elia, men andre, at der er opstanden en profet af de gamle.

²⁰Saa sagde han til dem: Men i, hvem sige i, jeg er? Da tog Peder Ordet og sagde: Guds salvede!

²¹Men han bød dem strængt, at de ikke maatte sige nogen dette.

²²Han sagde: Menneskens Søn bør lide meget, forskydes af de ældste, ypperstepræsterne og de boglærde, ihjelslaaes og opstaa paa tredje dag.

²³Men han sagde til alle: Om nogen vil komme efter mig, maa han fornægte sig selv, tage sit kors og følge mig;

²⁴thi den, som vil frelse sin sjæl, vil tabe den, men den, som taber sin sjæl for min skyld, han vil frelse den; -

²⁵thi hvad nytter det et menneske, om han vandt den hele verden, men tabte sig selv eller led skade paa sig selv.

²⁶Thi enhver, som skammer sig ved mig og mine Ord, ham vil Menneskens Søn skamme sig ved, naar han kommer i sin og Faderens og de hellige engles herlighed;

²⁷men jeg siger eder med sandhed, at der er nogle af dem, som staa her, der ikke skulle smage døden, førend de se Guds rige.

²⁸Ved 8 dage efter denne tale skete det, at han tog Peder, Johannes og Jakob med sig og gik op paa et bjerg for at bede;

²⁹og da han bad, blev hans ansigts skikkelse anderledes, og hans klædebon blev skinnende hvidt;

³⁰og se, to mænd talede med ham, og det var Mose og Elia,

³¹som bleve sete i herlighed og talede om hans udgang, som han skulde fuldende i Jerusalem.

³²Men Peder og de, somvare med ham, vare tunge af søvn, men, som de vaagnede op, saae de hans herlighed og de to mænd, som stode hos ham;

³³og det skete, da disse skiltes fra ham, at Peder sagde til Jesus: Fører! her er godt for os at være! lad os gjøre tre løvsale, een for dig, een for Mose og een for Elia, han vidste nemlig ikke, hvad han sagde.

³⁴Men som han sagde dette, kom der en sky og overskyggede dem, men de forfærdedes, da de kom ind i skyen;

³⁵og der kom en røst fra skyen, som sagde: Denne er min Søn, den elskelige, hører ham;

³⁶og idet røsten kom, fandtes Jesus ene; men de tav og fortalte i de dage ingen, hvad de havde seet.

³⁷Det skete næste dag, da de kom ned fra bjerget, at en stor skare mødte ham;

³⁸og se, en mand af flokken raabte og sagde: Lærer! jeg beder dig, se til min søn, thi han er min enbaarne;

³⁹og se, en mand tager fat paa ham, og med et skriger han, han piner ham, saa han fraader, og næppe viger han fra ham, idet han slider ham;

⁴⁰og jeg bad dine disciple deive ham ud, men de kunde ikke.

⁴¹Men Jesus tog Ordet og sagde: O, vantro og forvendte slægt! hvorlænge skal jeg være hos eder og taale eder? Før din søn herhen!

⁴²Men da han kom, rev og sled dæmnen ham; men Jesus truede den urene aand, helbredte drengen og gav hans fader ham tilbage.

⁴³Men de bleve forfærdede over Guds storhed, og da de alle forundrede sig over alt, hvad Jesus gjorde, sagde han til sine disciple:

⁴⁴Gjemmer disse Ord i eders øren: Menneskens Søn vil nemlig blive overgivet i menneskers hænder;

⁴⁵men de forstod ikke dette Ord, og det var skjult for dem, saa de begreb det ikke, og de var bange for at spørge ham om samme Ord.

⁴⁶Men der opkom den tanke hos dem: Hvem der vel maatte være den største af dem.

⁴⁷Da Jesus saae deres hjærtes tanke, tog han et lille barn og stillede hos sig;

⁴⁸og han sagde til dem: Den som modtager dette lille barn paa mit navn, modtager mig, og den som modtager mig, modtager ham, som udsendte mig; thi den, som er den mindste blandt eder alle, han skal blive stor.

⁴⁹Men Johannes tog ordet og sagde: Fører! vi saae en deive dæmner ud paa dit navn, og vi hindrede ham, fordi han ikke følger med os.

⁵⁰Jesus sagde til ham: I maa ikke hindre det; thi den, som ikke er imod os, er for os.

⁵¹Da de dage fuldkommedes, at han skulde optages, fæstede han sit aasyn paa at vandre til Jerusalem;

⁵²og han sendte bud foran sig, og de droge bort og kom til en samaritansk by for at gjøre anstalt for ham;

⁵³men de modtog ham ikke, fordi det var hans hu at rejse til Jerusalem.

⁵⁴Men da hans disciple Jakob og Johannes saae det, sagde de: Herre, vil du, vi skal byde ild fare ned fra himlen og fortære dem, ligesom og Elia gjorde?

⁵⁵Men han vendte sig, dadlede dem og sagde: I veed ikke, af hvad aand i ere!

⁵⁶thi Menneskens Søn er ikke kommen for at fordærve, men for at frelse menneskers sjæle. Saa drog de til en anden by.

⁵⁷Men det skete, da de vandrede paa vejen, at en sagde til ham: Herre! jeg vil følge dig, ihvor du gaaer!

⁵⁸Jesus sagde til ham: Ræve have huler og himlens fugle reder, men Menneskens Søn har ikke, hvad han kan hælde sit hoved til. -

⁵⁹Men til en anden sagde han: Følg mig! Men han sagde: Herre, tillad mig først at gaa og begrave min fader.

⁶⁰Men Jesus sagde til ham: Lad du de døde begrave deres døde, men gaa du hen og forkynd Guds rige. -

⁶¹Ogsaa en anden sagde: Jeg vil følge dig, Herre, men tillad mig først at tage afsked med dem i mit hus!

⁶²Men Jesus sagde til ham: Ingen som lægger haand paa ploven og seer tilbage, er vel skikket til Guds rige.