Luke 7— LB

¹Efterat han havde fuldendt al sin tale i folkets paahør, gik han ind i Kapernaum.

²Men en høvedsmands tjener, som denne holdt meget af, havde det ilde og var ved at dø;

³men da han hørte om Jesus, sandte han Jødernes ældste til ham og bad ham, at han vilde komme og helbrede hans tjener.

⁴Da de kom til Jesus, bad de ham indstændig og sagde: Han er værd, at du gjør dette for ham;

⁵thi han elsker vort folk, og selv har han bygget os skolen.

⁶Saa gik Jesus med dem, men da han ikke var langt fra huset, sendte høvedsmanden nogle venner til ham og sagde ham: Herre, umag dig ikke, thi jeg er ikke værd, at du gaaer ind under mit tag;

⁷hvorfor jeg heller ikke ansaae mig selv værdig at komme til dig; men siig det med et Ord, saa bliver min dreng helbredet!

⁸thi jeg er og selv et menneske, sat under øvrighed, og jeg har krigsfolk under mig: og siger jeg til denne: Gaa! saa gaaer han; og til en anden: Kom! saa kommer han, og til min tjener: Gjør det! saa gjør han det.

⁹Men da Jesus hørte dette, forundrede han sig over ham, og han vendte sig om og sagde til skaren, som fulgte ham: Jeg siger eder, end ikke i Israel har jeg fundet saa stor en tro!

¹⁰Da de udsendte vendte tilbage til huset, fandt de den syge tjener rask.

¹¹Det skete næste dag, at han drog til en stad, som hed Nain, og mange af hans disciple og en stor skare drog med ham.

¹²Da han nærmede sig stadens port, se, da blev der baaret et lig ud, sin moders eneste søn, og hun var enke; og en stor skare af staden var med hende.

¹³Da Herren saae hende, ynkedes han inderlig over hende og sagde til hende: Græd ikke!

¹⁴Og han traadte til og rørte ved baaren; - men de, som bare, stode stille, - og han sagde: Ungersvend, jeg siger dig: Staa op!

¹⁵og den døde rejste sig og begyndte at tale, og han overgav ham til hans moder.

¹⁶Men frygt greb alle, de lovpriste Gud og sagde: En stor profet er oprejst blandt os, og Gud har besøgt sit folk!

¹⁷og dette Ord om ham kom ud i hele Judæa og i hele omegnen.

¹⁸Johannes' disciple meldte ham om alt dette.

¹⁹Saa kaldte Johannes to visse af sine disciple til sig, han sendte dem til Jesus og sagde: Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?

²⁰Da disse mænd kom til ham, sagde de: Døberen Johannes har sendt os til dig og siger: Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?

²¹Men i samme time helbredte han mange fra sygdomme og plager og onde aander, og han skjænkede mange blinde synet.

²²Saa svarede Jesus og sagde til dem: Gaaer hen og melder Johannes, hvad i har seet og hørt: at blinde se og halte gaa, spedalske renses, døve høre, døde staa op og evangeliet prædikes for fattige;

²³og salig er den, som ikke forarges paa mig! -

²⁴Men da Johannes' bud vare dragne bort, begyndte han at tale til skarerne om Johannes: Hvad ere i udgangne i ørken at se? et rør, som svager for vinden?

²⁵Men hvad ere i gangne ud at se? et menneske, iført fine klæder? Se, de, som leve i stadselige klæder og i vellyst, ere i kongegaardene.

²⁶Men hvad ere i udgangne at se? En profet? Ja, jeg siger eder, endog mere end en profet!

²⁷Han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min engel for dit ansigt, og han skal berede din vej for dig!

²⁸thi jeg siger eder: Af kvindefødte er ingen profet større end døberen Johannes; men den mindste i Guds rige er større end han;

²⁹og alt folket, som hørte ham, endog toldere gave Gud ret og bleve døbte med Johannes' daab;

³⁰men farisæerne og de lovlærde foragtede Guds raad til dem, og de bleve ikke døbte af ham.

³¹Hvem skal jeg derfor ligne menneskene af denne slægt ved, og hvem ere de lige?

³²De ligne de smaadrenge, som sidde paa torvet, raabe til hverandre og sige: Vi fløjtede for eder, og i dandsede ikke, vi sang klagelig for eder, og i græd ikke.

³³Thi Døberen Johannes kom, og han hverken spiste brød eller drak vin, og i sige: Han har en dæmen;

³⁴Menneskens Søn kom, og han spiser og drikker, og i sige: Se, en fraadser og dranker, tolderes og synderes ven!

³⁵og visdommen er retfærdiggjort af alle sine børn.

³⁶En af farisæerne bad ham spise hos sig, og han gik ind i farisæernes hus og laa tilbords;

³⁷og se, da en kvinde i staden, som var en synderinde, fik at vide, at han laa tilbords i farisæernes hus, bragte hun en alabasterkrukke med salve,

³⁸og hun stod ved hans fødder bagved og græd og begyndte at væde hans fødder med taarer, og aftørre dem med sit hovedhaar, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med salven.

³⁹Men da farisæeren som havde indbudt ham, saae det, sagde han saaledes hos sig selv: Var han en profet, saa vidste han jo, hvem og hvad for en kvinde hun er, som rører ved ham; for hun er en synderinde.

⁴⁰Saa tog Jesus Ordet og sagde til ham: Simon, jeg har noget at sige dig; men han sagde: Lærer, siig det!

⁴¹Der var to, som skyldte een mand penge; den ene skyldte 500, den anden 50 mark;

⁴²men da de intet havde at betale med, eftergav han dem begge. Siig, hvem af dem maa altsaa elske ham mest?

⁴³Men Simon svarede og sagde: Jeg antager, den, som han eftergav mest. Men han sagde til ham: Du dømte ret!

⁴⁴og idet han vendte sig til kvinden, sagde han til Simon: Seer du denne kvinde? Jeg kom i dit hus, du gav mig ikke vand til mine fødder, men hun vædede mine fødder med taarer og tørrede dem af med sit hovedhaar;

⁴⁵du gav mig ikke et kys, men hun aflod ikke, fra hun kom ind, at kysse mine fødder;

⁴⁶du salvede ikke mit hoved med olie, men hun salvede mine fødder med salve.

⁴⁷Derfor siger jeg dig, hendes mange synder ere forladne, fordi hun elskede meget; men hvem lidet forlades, elsker lidet.

⁴⁸Men til hende sagde han: Dine synder ere forladne!

⁴⁹Da begyndte de, som laa tilbords med ham, at sige hos sig selv: Hvem er han, som endog forlader synder?

⁵⁰Men han sagde til kvinden: Din tro har frelst dig, gaa bort til fred!