Luke 4— LB

¹Men Jesus drog fuld af den Helligaand tilbage fra Jordan og blev i Aanden ført i ørken i 40 dage

²og fristet af djævelen. Han spiste intet i disse dage, og da de vare udløbne, hungrede han omsider;

³og djævelen sagde til ham: Er du Guds Søn, ssig saa til denne sten, at den bliver brød!

⁴Jesus svarede ham og sagde: Der staaer skrevet: Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert Guds Ord.

⁵Saa førte djævelen ham op paa et højt bjerg og viste ham i et øjeblik alle verdens riger,

⁶og djævelen sagde til ham: Jeg vil give dig hele denne magt og deres herlighed, for det er mig overgivet, og jeg giver det til hvem jeg vil;

⁷dersom du altsaa vil tilbede mig, skal det være dit altsammen.

⁸Men Jesus svarede ham og sagde: Vig bag mig satan! der er skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.

⁹Og han førte ham til Jerusalem og stillede ham paa templets tinde, og han sagde til ham: Er du Guds Søn, da styrt dig selv ned herfra,

¹⁰thi der er skrevet, at han vil give sine engle befaling om dig, til at bevare dig,

¹¹og de skulle bære dig paa hænder, saa du ingenlunde skal støde din fod paa sten.

¹²Jesus svarede og sagde til ham: Der er sagt: Du maa ikke friste Herren, din Gud.

¹³Da djævelen havde udtømt af fristelse, veg han til en tid fra ham.

¹⁴I Aandens kraft vendte Jesus tilbage til Galilæa, og rygtet om ham kom ud over hele omegnen,

¹⁵og han lærte i deres skoler og blev rost af alle.

¹⁶Han kom til Nazaret, hvor han var opfødt, og gik efter sin sædvane i skolen paa hviledagen, og han stod op for at læse for.

¹⁷Profeten Jesajas bog blev ham given, og da han lukkede bogen op, traf han det sted, hvor der er skrevet:

¹⁸Herrens Aand er over mig, derfor salvede han mig, til at bringe fattige glade budskab, sendte mig til at læge de sønderknuste hjærtet,

¹⁹prædike frihed for fanger, syn for blinde, til at sende de plagede i frihed, udraabe et naadens aar fra Herren.

²⁰Da han havde lukket bogen, gav han tjeneren den og satte sig ned, og alles øjne i forsamlingen vare fæstede paa ham.

²¹Men han begyndte at sige til dem: Idag gaaer dette skriftsted i opfyldelse for eders øren.

²²Alle gav ham vidnesbyrd og forundrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans mund, og de sagde: Er han ikke Josefs søn?

²³Han sagde til dem: I vil vist lade mig det ordsprog høre: Læge læg dig selv! gjør ogsaa her i din fædrene by saa store ting, som vi har hørt, der er skeet i Kapernaum.

²⁴Men han sagde: Sandelig siger jeg eder: Ingen profet er vel antagen i sin fæderne by;

²⁵jeg siger eder med sandhed: Der var mange enker i Israel i Elias dage, da himlen var lukket i 3 aar og 6 maaneder, da der blev en stor hungersnød over hele landet,

²⁶og til ingen af dem blev Elia sendt, men til en enkekone i Sarepta ved Sidon;

²⁷og der var mange spedalske i Israel paa profeten Elias tid, og ingen af dem blev renset, men Syreren Nagaman.

²⁸Saa blev alle i forsamlingen fulde af forbitrelse, da de hørte det,

²⁹og de rejste sig op, stødte ham udenfor staden og førte ham til skrænten af det bjerg, hvorpaa deres stad var bygget, for at styrte ham ned;

³⁰men han gik midt igjennem dem og drog bort;

³¹og han drog ned til Kapernaum, en stad i Galilæa, og lærte dem paa hviledagen,

³²og de studsede over hans lærdom, for der var kraft i hans Ord.

³³I forsamlingen var der et menneske, som havde en uren dæmens aand og raabte mad høj røst,

³⁴idet han sagde: Huha! hvad er der os og dig imellem, Jesus af Nazaret; er du kommen for at ødelægge os? jeg kjender dig, hvem du er, Guds hellige.

³⁵Jesus truede ad ham og sagde: Stille, og far ud af ham! og dæmnen kastede ham ned midt iblandt dem, foer ud af ham og gjorde ham ingen skade;

³⁶og der kom en rædsel over alle, og de talede sammen med hverandre og sagde: Hvad er det for et Ord, at han byder de urene aander med magt og myndighed, og de fare ud!

³⁷og rygtet om ham kom allevegne ud i egnen. -

³⁸Da han rejste sig, gik han fra forsamlingen til Simons hus; men Simons svigermoder var betagen af en svær feber, og de bad ham for hende.

³⁹Han traadte hen for hende og truede feberen, og den forlod hende; men hun stod strax op og opvartede dem. -

⁴⁰Men da sol gik ned, bragte alle, som havde syge af allehaande svagheder, dem til ham; men han lagde hænderne paa hver af dem og helbredte dem;

⁴¹dæmner foer ogsaa ud af mange; de skreg og sagde: Du er Kristus, Guds Søn! saa truede han dem, og tillod dem ikke at tale, fordi de vidste, at han var Kristus. -

⁴²Da det var blevet dag, gik han ud og drog til et øde sted, og skarerne ledte efter ham og kom hen til ham, og de holdt paa ham, at han ikke maatte drage fra dem;

⁴³men han sagde til dem: Jeg bør ogsaa forkynde evangeliet om Guds rige i de andre stæder, thi dertil er jeg udsendt;

⁴⁴og han prædikede i skolerne i Galilæa.