1Da han var et sted og bad, skete det, som han hørte op, at en af hans disciple sagde til ham: Herre, lær os at bede, ligesom og Johannes lærte sine disciple.
2Saa sagde han til dem: Naar i bede, da siger: Vor Fader, du som er i himlene, helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din villie som i himlen saa og paa jorden.
3og giv os hver dag vort væsenlige brød,
4og forlad os vore synder; thi ogsaa vi forlade hver, som er skyldig mod os; og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde! -
5Saa sagde han til dem: Dersom en af eder havde en ven, og han gik til ham ved midnat og sagde til ham: Ven, laan mig 3 brød,
6da en ven er kommen til mig fra rejsen og jeg har intet at sætte for ham,
7og han derinde svarede og sagde: Gjør mig ingen uro, døren er alt lukket og mine børn med mig i senge, jeg kan ikke staa op for at give dig dem;
8da siger jeg eder, at dersom han ikke staaer op og giver ham, fordi han er hans ven, saa staaer han dog op for hans paatrængenhed og giver ham, hvad han behøver.
9Og jeg siger eder: Beder! saa skal der gives eder, leder! saa skal i finde, banker! saa skal der oplades for eder;
10thi hver, som beder, faaer, hvo som leder, finder, og der bliver lukket op for den, som banker;
11men naar blandt eder en søn beder sin Fader om brød, han vil da ikke give ham en sten; eller beder han om en fisk, han vil dog ikke give ham en slange, istedetfor fisk?
12eller beder han om et æg, han vil dog ikke give ham en skorpion?
13Dersom da i, som ere onde, vide at give eders børn gode gaver, hvormeget mere vil da Faderen fra himlen give dem den Helligaand, som bede ham.
14Saa drev han en dømen ud, og han var stum; men da dæmnen var udfaren, talede den stumme, og skarerne forundrede sig.
15Men nogle af dem sagde: Han driver dæmner ud ved belzebul, dæmnernes formand;
16men andre fristede ham og begjærde tegn af ham fra himlen.
17Da han saae deres tanker, sagde han til dem: Hvert rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde, og hus mod hus falder,
18hvis da og satan er bleven splidagtig med sig selv, hvorledes vil hans rige da bestaa, for i sige, at jeg uddriver dæmner ved belzebul.
19Men om jeg uddriver dæmner ved belzebul, ved hvem uddrive da eders sønner dem? Derfor skal de være eders dommere.
20Men uddriver jeg dæmner ved Guds finger, saa er Guds rige jo kommet til eder.
21Naar den stærke bevæbnet vogter sin borg, bliver hvad han har med fred,
22men kommer en stærkere over ham og besejrer ham, da tager han hans fulde rustning, han stolede paa, og uddeler hans bytte.
23Den, som ikke er med mig, er mod mig, og den, som ikke samler med mig, adspreder. -
24Naar den urene aand farer ud af et menneske, vandrer han gjennem vandløse steder og søger hvile, og finder han den ikke, siger han: Jeg vil vende tilbage til mit hus, jeg gik ud af;
25og naar han kommer, finder han det fejet og prydet.
26Saa gaaer han hen og tager 7 andre aander med sig, som ere værre end han selv; og de drage ind og bo der, og det sidste bliver værre med dette menneske end det første. -
27Men som han talede dette, skete det, at en kvinde af folket opløftede røsten og sagde: Saligt det liv, som bar dig, og de bryster, du diede!
28Men han sagde: Ja vel, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare det.
29Da skarerne flokkede sig, begyndte han at sige: Denne slægt er ond, den begjærer tegn, og tegn skal ikke gives den uden profeten Johas tegn;
30thi ligesom Jona blev et tegn for Niniviterne, saa skal og menneskens Søn være for denne slægt.
31Dronningen af sydland vil i dommen rejse sig mod mændene af denne slægt og fordømme dem; thi hun kom fra jordens grændser, for at høre Salomons visdom, og se her er mer end Salomon.
32Ninivies mænd ville i dommen staa op mod denne slægt og fordømme den, thi de omvendte sig ved Jonas prædiken, og se, her er mer end Jona.
33Ingen tænder et lys og sætter det i skjul eller under skjæppen men paa lysestagen, for at de, som gaa ind, kan se dets skin.
34Øjet er legemets lys; naar dit øje derfor er aabent, er og dit hele legeme lyst, men dersom det er ondt, er og dit legeme mørkt;
35se derfor til, at lyset i dig ikke er mørke;
36dersom da dit hele legeme er lyst og ikke har nogen mørk del, bliver det hele lyst, som naar lyset bestraaler dig med sin glands.
37Da han talede, bad en farisæer ham at spise hos sig; og han gik ind og lagde sig tilbords;
38men farisæeren undrede sig, da han saae, at han ikke først vaskede sig før maaltidet;
39men Herren sagde til ham: Nu, i farisæer rense det udvendige af bøger og fad, men hvad der er inden i eder, er fuldt af rov og ondskab.
40Daarer! har han, som skabte det udvortes, ikke ogsaa skabt det indvortes?
41men giver det, der er inden i, som almisse, og se, saa er alting rent for eder.
42Men ve eder, i farisæer! for i give tiende af mynte og rude og alle madurter, men i forbigaa ret og Guds kjærlighed. Disse ting burde man gjøre og ikke forsømme de andre.
43Ve eder, i farisæer! for i holde af forsædet i forsamlingerne og hilsenerne paa torvene.
44Ve eder, i boglærde og farisæer, øjenskalke! for i ere som de ukjendelige grave; Mennesker gaa over dem og vide det ikke.
45Saa tog en af de boglærde ordet og sagde: Lærer! idet du taler dette, fornærmer du ogsaa os.
46Men han sagde: Ve ogsaa eder, i boglærde! for i læsse byrder paa menneskene, som ere svære at bære, og selv røre i ikke byrderne med een af eders fingre.
47Ve eder! for i bygge gravminder for profeterne, som eders fædre slog ihjel!
48Ja, i bevidne og samtykke eders fædres gjerninger; for de sloge dem ihjel, og i bygge deres gravminder!
49Derfor sagde og Guds visdom: Jeg vil sende profeter og apostle til dem; nogle af dem vil de slaa ihjel og forfølge;
50Herren uddriver en ond aand, spottes, men forsvarer sig saa at alle profeters blod, som er udgydt fra verdens begyndelse, maa kræves af denne slægt,
51fra Abels blod til Zakarias blod, som blev ombragt mellem alteret og huset. Ja jeg siger eder, at det vil blive krævet af denne slægt.
52Ve eder, i lovlærde! for i har taget kundskabsnøglen; selv gaa i ikke ind, og i hindre dem, som ville gaa ind.
53Men da han talede dette til dem, begyndte de boglærde og farisæerne frygtelig at klemme paa og faa ham til at udtale sig om mange ting,
54da de lurede paa ham og søgte at fange noget af hans mund, saa de kunde anklage ham.