1Jakob, Guds og Herrens, Jesu Kristi, tjener, hilser de tolv stammer i adspredelsen.
2Mine brødre, agter det for en hel glæde, naar i falde i adskillige fristelser,
3da i vide, at eders tros prøvelse virker standhaftighed;
4men standhaftigheden frembringer fuldkommen gjerning, forat i kunne være fuldkomne og lydesløse og ikke staa tilbage i noget.
5Men dersom nogen af eder staaer tilbage i visdom, bede han til Gud, som giver alle gjerne og uden bebrejdelse, og den vil blive givet ham.
6Men man maa bede i tro uden tvivlsmaal; thi den, som tvivler, ligner havets bølge, der drives og kastes af vinden;
7thi et saadant menneske maa ikke tro, at han vil faa noget af Herren;
8han er en tvesindet mand, ustadig i alle sine veje.
9Den broder, som er ringe, rose sig af sin højhed,
10den rige af sin ringhed, for han skal forgaa som græssets blomst.
11Thi solen stod op med hede og sved græsset, dets blomst faldt af, og det skjønne syn forgik. Saaledes skal og den rige visne paa sine veje.
12Livsalig den mand, som staaer fast i fristelse; thi naar han er prøvet, skal han faa livets krone, som Herren har lovet dem, som elske ham.
13Ingen maa sige, naar han fristes: Jeg fristes af Gud; thi Gud er ufristelig af det onde, men selv frister han ikke nogen;
14men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen begjærlighed;
15naar begjærligheden derpaa har undfanget, føde den synd, men naar synden er fuldkommet, føder den død. -
16Farer ikke vild, mine kjære brødre!
17hver god givnig og hver fuldkommen gave er ovenfra og kommer ned fra lysenes Fader, hos hvem der ikke er forandring eller skygge af omskiftelse.
18Efter sit raad fødte han os ved sandheds Ord, til at vi skulde være en førstegrøde af hans skabninger.
19Derfor, mine kjære brødre, være hvert menneske svar til at høre, sen til at tale, sen til vrede!
20thi mands vrede virker ikke, hvad der er retfærdigt for Gud.
21Aflægger derfor al urenhed og ondskabs overflod, og modtager i sagtmodighed det indplantede Ord, som kan frelse eders sjæle;
22men bliver Ordets øvere, ikke blot dets hørere, hvormed i bedrage eder selv;
23thi dersom nogen er Ordets hører og ikke dets øver, ligner en saadan en mand, som betragter sit legemlige ansigt i et spejl;
24thi han betragtede sig selv og gik bort, og glemte strax, hvordan han var.
25Men den, som skuer ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved dermed, han er ikke bleven en glemsom tilhører, men en øver af gjerninger; denne skal blive salig i sin gjerning.
26Naar nogen blandt eder synes, han er en Gudsdyrker, og han ikke tøjler sin tunge, men bedrager sit hjærte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig.
27En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge faderløse og enker i deres trængsel, og holde sig selv ubesmittet af verden.