1Enhver ypperstepræst nemlig, som er tagen af mennesker, beskikkes for mennesker i forholdet til Gud, forat han skal frembære baade gaver og slagtofre for synder,
2og kan være medlidende mod de uvidende og vildfarende, da han og selv er omgiven med skrøbelighed;
3og for dennes skyld maa han frembære offer for synder, som for folket saa og for sig selv;
4og ingen tager sig selv den ære, men den, som er kaldet af Gud, som og Aron var.
5Saaledes har Kristus ikke heller selv tillagt sig den ære, at blive ypperstepræst, men han, som sagde til ham: Du er min Søn, jeg fødte dig idag!
6ligesom han og siger et andet sted: Du er præst evindelig efter Melkisedeks orden.
7Han, som i sit kjøds dage med stærkt raad og taarer frembar bønner og ydmyge begjæringer til ham, som kunde frelse ham fra død, og blev bønhørt for sin fromhed;
8og skjøndt han var Søn, lærte han lydighed af hvad han led;
9og fuldendt blev han aarsag til evig frelse for dem, som lyde ham,
10kaldet af Gud til ypperstepræst efter Melkisedeks orden.
11Herom have vi meget at sige, som er vanskeligt at forklare, fordi i ere blevne sløve til at høre;
12thi skjøndt i efter tiden burde være lærere, har i atter nødig, at man lærer eder, hvad der er begyndelsesgrundene i Guds Ord, og i ere blevne saadanne, som trænge til mælk og ikke til haard kost;
13thi enhver som faaer mælk, er uerfaren i retfærdigheds Ord, thi han er et barn;
14men haard kost er for de fuldkomne, som ved erfaring har øvet sands til at skjelne baade godt og ondt.