1Da denne tummel var stillet, sammenkaldte Paulos disciplene, tog afsked og drog bort for at rejse til Makedonien.
2Han vandrede gjennem disse egne, opmuntrede dem med mange ord og kom til Hellas.
3Der tilbragte han 3 maaneder, og da Jøderne havde lagt raad op imod ham, naar han vilde drage til Syrien, blev han til sinds at vende tilbage over Makedonien.
4Indtil Asien ledsagede Berøenseren Sopater Pyrros' søn ham; og af Tessalonikerne Aristarkos og Sekundos, Gajos fra Derbe og timoteos, men af Asiaterne Tykikos og Trosimos.
5Disse droge forud og bleve efter os i troas.
6Men efter de usyrede brøds dage sejlede vi fra Filippi og kom femte dag til dem i Troas, hvor vi tilbragte 7 dage. -
7Men da disciplene vare forsamlede paa den første dag i ugen til brøds-brydelsen, holdt Paulos en tale til dem, da han vilde drage bort næste dag, og han forlængede talen til midnat;
8men der var mange lamper i salen, hvori vi vare samlede. -
9Men der sad en ungersvend i vinduet, han hed Euinkos, og han faldt i en dyb søvn, da Paulos talede saalænge, og overvældet af søvn faldt han ned fra tredje loft og blev tagen død op.
10Men Paulos gik ned, kastede sig over ham, favnede ham og sagde: Ingen støj, der er liv i ham!
11Saa gik han op, brød brødet, smagte det, prædikede endnu længe til daggry, og saaledes tog han bort.
12Men de bragte knøsen levende op og bleve ikke lidt trøstede.
13Vi, som vare gaaede forud til søs, fore til Assos, og der vilde vi tage Paulos ombord; thi saaledes havde han bestemt, da han selv vilde gaa tillands.
14da han traf os i Assos, toge vi ham ombord og kom til Mitylene;
15der sejlede vi fra og kom næste dag ligeoverfor Kios; anden dag ankrede vi ved Samos, blev over i Troggyllion, og næste dag kom vi til Milet;
16thi Paulos havde sat sig for at sejle til Efesos forbi, for at han ikke maaske skulde blive opholdt i Asien; thi han hastede, om muligt var for ham at være pintsedag i Jerusalem.
17Men fra Milet sendte han bud til Efesos og kaldte menighedens præster til sig.
18Da de kom til ham, sagde han til dem: I vide, hvorledes jeg har været hos eder al den tid fra første dag, jeg kom til Asia;
19da jeg tjente Herren med al ydmyghed og under mange taarer og fristelser, som da mødte mig ved Jødernes efterstræbelser;
20hvorledes jeg intet har holdt tilbage af hvad gavnligt kunde være, at jeg jo forkyndte eder det og lærte eder offenlig og i husene;
21da jeg gjennemførte vidnesbyrdet baade for Jøder og Hellener om omvendelse til Gud og tro til vor Herre Jesus Kristus.
22Og se, nu drager jeg tvungen af Aanden til Jerusalem, uden at vide, hvad der forestaaer mig der,
23kun at den Helligaand klarlig vidner i hver stad og siger, at baand og trængsler bie mig;
24men jeg regner det for intet, ikke heller holder jeg selv min sjæl for dyrebar, saa jeg kan fuldkomme mit løb med glæde og den tjeneste, jeg har modtaget af Herren Jesus: At bevidne evangeliet om Guds naade.
25Og se nu, jeg veed, at i alle, blandt hvilke jeg har vandret og prædiket Guds rige, ikke tiere skulle se mit ansigt.
26Derfor vidner jeg og paa denne dag for eder, at jeg er ren fra alles blod;
27thi jeg har ikke forholdt at forkynde eder hele Guds raad.
28Vogter altsaa eder selv og hele hjorden, i hvilken den Helligaand har sat eder til tilsynsmænd, at vogte Herrens og Guds menighed, som han forhvervede med sit eget blod.
29thi det veed jeg, at der efter min bortgang vil komme svare ulve til eder, som ikke ville spare hjorden;
30og der vil opstaa mænd af eder selv, som ville tale forvendte ting og drage disciplene efter sig.
31Vaager derfor og kommer i hu, at jeg ikke har afladt i 3 aar, nat og dag, med taarer at lægge hver af eder det paa sinde.
32Og nu befaler jeg eder, brødre, Gud og hans naades Ord, som er mægtig til at opbygge eder og give eder arv blandt alle de helligede!
33Ingens sølv eller guld eller klædebon har jeg begjæret;
34I vide selv, at disse hænder har tjent til nødtørst for mig og dem, som vare med mig;
35jeg viste eder i alt, at saaledes maa vi arbejde og tage os ad de skrøbelige og huske paa Herrens Jesu Ord, da han selv sagde: Det er saligere at give end at tage. -
36Da han havde sagt dette, faldt han paa knæ og bad med dem alle.
37Men de brast alle i stærk graad, faldt Paulos om halsen og kyssede ham,
38mest bedrøvede over det ord, han havde sagt, at de ikke tiere skulde se hans ansigt.