2 Corinthians 11
1 Gid i ville holde mig en lille daarlighed tilgode! Ja, i holde mig den tilgode;
2 thi jeg er nidkjær over eder med Guds nidkjærhed. Jeg har nemlig trolovet eder med een mand, at jeg kunde fremstille en ren jomfru for Kristus;
3 men jeg frygter, at, ligesom slangen med sin trædskhed bedrog Eva, eders tanker saaledes skulle fordærves fra oprigtigheden mod Kristus.
4 Thi dersom der kommer nogen og prædiker en anden Jesus, som vi ikke har prædiket, eller i modtog en anden Aand, som i ikke modtog, eller et andet evangelium, som i ikke annammede, da taale i ham smukt.
5 Jeg mener nemlig, at jeg ikke staaer tilbage for de store apostle.
6 Er jeg end ulærd i tale, er jeg det dog ikke i kundskab, men i alt ere vi i alle maader vel bekjendte hos eder.
7 Eller begik jeg synd, da jeg fornedrede mig selv, forat i skulde ophøjes, eftersom jeg for intet forkyndte eder Guds evangelium?
8 Jeg berøvede andre meningheder, idet jeg tog sold af dem til at tjene eder, og da jeg var nærværende hos eder og var i trang, besværede jeg ikke nogen;
9 thi brødrene, som komm fra Makedonien, afhjalp min trang, og i alle maader holdt og vil jeg holde mig selv uden byrde for eder.
10 Saavist Kristi sandhed er i mig, skal denne ros ikke forstumme for mig i Akajas egne.
11 Hvorfor? fordi jeg ikke elsker eder? Gud veed det!
12 Men hvad jeg gjør, vil jeg og gjøre, forat jeg kan afskjære dem anledning, som ville have anledning, at de i det, hvoraf de rose sig, skulle findes ogsaa os lige.
13 Thi saadanne løgn-apostle ere falske arbejdere, der paatage sig skikkelse af Kristi apostle.
14 Og intet under! thi satan selv paatager sig en lysengels skikkelse;
15 det er derfor ikke stort, om og hans tjenere paatage sig skikkelse som retfærdigheds tjenere; men deres ende skal være efter deres gjerninger.
16 Jeg siger atter, at ingen maa agte mig for en daare; men hvis endog, da taaler mig dog som en daare, at jeg ogsaa kan rose mig en smule!
17 Hvad jeg taler, taler jeg ikke efter Herren, men i daarlighed i dette grundlag for min ros.
18 Eftersom mange rose sig efter kjødet, vil jeg og rose mig;
19 thi i taale gjerne daarer, da i ere kloge;
20 thi i taale det, naar nogen gjør eder til trælle, naar nogen opsluger eder, naar nogen tager til sig, naar nogen ophøjer sig, naar nogen slaaer eder i ansigtet.
21 Jeg siger det med skam, som om vi havde været svage; men om nogen drister paa noget - jeg taler i daarlighed - drister ogsaa jeg.
22 De ere Hebræer, jeg ogsaa; de ere Israelitter, jeg ogsaa; de ere Abrahams sæd, jeg ogsaa;
23 de ere Kristi tjenere - jeg taler vanvittig - jeg er det mere! jeg har været rigere i arbejde, har lidt flere slag, tiere været i fængsel, ofte i livsfare;
24 af Jøderne har jeg 5 gange faaet 40 mindre end eet;
25 tre gange er jeg bleven pidsket, een gang stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, jeg har været et døgn i dybet;
26 jeg var ofte paa rejser, i farer paa strømme, i farer for røvere, i farer af slægt, i farer af hedninger, i farer i stad, i farer i ørk, i farer til søs, i farer blandt falske brødre;
27 i arbejde og møje, ofte i nattevaagen, i hunger og tørst, ofte i faste, i kulde og nøgenhed;
28 foruden hvad der kommer til i mit daglige overløb, bekymringer for alle menighederne.
29 Hvem er skrøbelig, og jeg skulde ikke være skrøbelig? hvem bliver forarget, og det brænder ikke i mig?
30 Dersom jeg maa rose mig, vil jeg rose mig af min skrøbelighed.
31 Gud og Herrens, Jesu Kristi, Fader, velsignet til evig tid, veed, at jeg ikke lyver.
32 I Damask bevogtede Kong Aretas' landsherre Damaskenernes stad forat gribe mig;
33 men jeg blev nedladt gjennem et vindue i en kurv over muren, og undslap hans hænder.