1Ydermere hører d er hor blandt eder, og det saadant h or, der ikke engang nævnes blandt hedningerne, at en har sin faders hustru;
2og i ere opblæste og ikke meget mere bedrøvede, saa at den, som har gjort denne gjerning, maatte udstødes af eders midte;
3thi jeg for min del, skjøndt legemlig fraværende, men nærværende i Aanden, har allerede som nærværende dømt, at den, som har bedrevet dette,
4skal I i vor Herres Jesu Kristi navn, naar i og min aand er samlede, med vor Herres Jesu Kristi kraft
5overgive som saadan til satan til kjødets fordærvelse, forat aanden maatte frelses paa Herrens Jesu Kristi dag.
6Eders selvros duer ikke; veed i ikke, at en lille surdejg fyrer hele dejgen?
7Udrenser derfor den gamle surdejg, at i kunne være en ny dejg, ligesom i ere usyrede; thi ogsaa for os er vort paaske, Kristus, ofret.
8Lader os derfor ikke holde fast i gammel surdejg eller i sletheds og ondskabs surdejg, men i retsindigheds og sandheds usyrede brød.
9Jeg har skrevet eder til i brevet, at i ikke maa blande eder mellem mandshorer;
10dermed mener jeg slet ikke mandshorer i denne verden eller gjerrige eller røvere eller afgudsdyrkere; ellers maatte i gaa ud af verden;
11men nu har jeg skrevet eder til: I maa ikke blande eder med dem; er nogen, som kaldes broder, enten mandshorer eller bagtaler og begjærlig, eller afgudsdyrker, eller drukkenbolt eller røver, saa maa i ikke gaa tilbords med en saadan.
12Thi hvad angaaer det mig ogsaa at dømme dem, som ere udenfor? Vil i ikke dømme dem, som ere indenfor?
13dem udenfor vil Gud dømme. Saa skaffer dog den slette bort fra eder selv!