1 Thessalonians 2
1 I kjende nemlig selv, brødre, vor indgang hos eder, at den ikke var forfængelig;
2 men skjøndt vi, som i vide, forud vare blevne mishandlede og forhaanede i Filippi, havde vi frimodighed i vor Gud til at tale Guds evangelium hos eder under megen kamp;
3 thi vor frimodighed var ikke af vildfarelse, ikke heller af urene hensigter eller med svig.
4 Men ligesom vi ere fundne værdige af Gud til at evangeliet blev os betroet, saaledes tale vi, ikke som om vi ville behage mennesker men den Gud, som prøver vore hjærter;
5 thi vi omgikkes hverken med smigrende ord, som i veed, eller med skin af gjerrighed; Gud er vidne!
6 eller søgte ære af mennesker, hverken af eder eller andre, skjøndt vi som Kristi apostle kunde have været eder til byrde;
7 men vi vare milde blandt eder. Som en amme fostrer sine børn,
8 saaledes længes vi efter eder og ville gjerne dele med eder, ikke alene Guds evangelium, men vore egne sjæle, fordi i ere blevne os kjære.
9 I husker nemlig, brødre, vort arbejde og møje; thi vi arbejdede nat og dag for ikke at være nogen af eder til byrde, og prædikede Guds evangelium for eder.
10 I ere vidner, og Gud, hvor hellig, retfærdig og ulastelig vi omgikkes eder, som troede;
11 ligesom i vide, hvorledes vi formanede og trøstede enhver af eder, som en fader sine børn,
12 og vidnede, at i skulle omgaaes værdig for Gud, som kaldte eder til sit rige og sin herlighed.
13 Derfor takke vi ogsaa Gud uafladelig, at, da i optoge Guds ved os hørte Ord, antog i ikke menneskers ord, men, som det virkelig er, Guds Ord, som ogsaa er virksomt i eder, som tro;
14 thi i, brødre, ere blevne efterlignere af Guds menigheder, som ere i Judæa i Kristus Jesus, idet i ogsaa har lidt det samme af eders egne stamfæller, som ogsaa hine af jøderne,
15 som baade slog Herren Jesus og deres egne profeter ihjel og forfulgte os, og behage ikke Gud, og ere alle mennesker imod,
16 og formente os at tale til hedningerne, forat de kunde blive frelste, saa de altid fylde deres synders maal; men vreden kommer over dem tilsidst;
17 men vi, brødre, som en times tid har været skilte fra eder personlig, men ikke hjærtelig, vi har desmere med megen længsel bestræbt os for at se eder personlig;
18 derfor vilde vi kommet til eder, jeg Paulos nemlig, baade een og to gange, men satan har forhindret os;
19 thi hvem er vort haab eller glæde eller æreskrands? mon ikke ogsaa i, for vor Herre Jesus Kristus i hans tilkommelse?
20 I ere vor ære og glæde.