Luke 18
1 Jesus fortalte derefter disciplene en historie om nødvendigheden af altid at bede og ikke miste modet:
2 „Der var engang en dommer, som ikke frygtede Gud og ikke tog hensyn til folks rettigheder.
3 I byen boede også en enke, som blev ved med at opsøge ham. ‚Den, som har forbrudt sig imod mig, skal dømmes og straffes,’ forlangte hun.
4 Længe afviste han at foretage sig noget, men til sidst sagde han til sig selv: ‚Selv om jeg er ligeglad med Gud og mennesker,
5 så må jeg nok hellere afsige en dom, siden hun bliver ved med at besvære mig. Ellers ender det vel med, at hun overfalder mig.’ ”
6 Og Jesus fortsatte: „Når den korrupte dommer siger sådan,
7 tror I så ikke den barmhjertige Gud vil lytte til sine udvalgte, der råber til ham dag og nat, og dømme de uretfærdige?
8 Jo, han vil straffe de skyldige, og det vil ske i hast. Men hvor mange vil holde ud i tro, indtil Menneskesønnen kommer tilbage?”
9 Derefter fortalte Jesus en historie med henblik på nogle, som var stolte over deres egen fromhed og følte sig højt hævet over andre:
10 „To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var farisæer, den anden var skatteopkræver.
11 Farisæeren stillede sig frem foran de andre og bad således: ‚Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som så mange andre: røvere, ægteskabsbrydere og andre onde mennesker – eller som den skatteopkræver, der står derhenne.
12 Jeg faster to dage om ugen, og jeg giver tiende af alt, hvad jeg tjener.’
13 Skatteopkræveren stod for sig selv med sænket blik. Han slog sig brødebetynget for brystet og sagde med fortvivlelse i stemmen: ‚Åh, Gud, vær nådig mod mig. Jeg er en synder.’
14 Det siger jeg jer: Det var skatteopkræveren, der blev accepteret af Gud, ikke farisæeren! For alle, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men alle, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”
15 På et tidspunkt kom nogle forældre til Jesus med deres små børn, for at han skulle velsigne dem. Da disciplene så det, ville de jage dem bort.
16 Men Jesus kaldte på dem. „Lad børnene komme til mig,” sagde han. „I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige.
17 Det siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod, kommer slet ikke ind i det.”
18 En af de jødiske ledere kom en dag til Jesus med et spørgsmål. „Mester, du er et godt menneske,” sagde han. „Kan du fortælle mig, hvad jeg skal gøre for at få del i det kommende liv?”
19 „Hvorfor kalder du mig god?” spurgte Jesus. „Det ord kan jo kun bruges om Gud.
20 Og med hensyn til det, du spørger om, så kender du budene: Du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke begå drab, ikke stjæle, ikke anklage nogen på falsk grundlag, og du skal ære din far og din mor.”
21 „Alle de bud har jeg overholdt, fra jeg var ganske ung,” svarede manden.
22 Da Jesus hørte det svar, sagde han: „Du mangler én ting endnu. Sælg alt, hvad du har, og giv pengene til de fattige. Så skal du få del i Himlens rigdom – og kom så og følg mig!”
23 Det blev manden dybt ulykkelig over at høre, for han var meget rig.
24 Da Jesus så hans bedrøvede ansigt, sagde han: „Hvor er det dog svært for rige folk at komme ind i Guds rige!
25 Ja, faktisk er det lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige.”
26 De omkringstående var forbløffede. „Hvem kan så få det evige liv?” spurgte de.
27 Jesus svarede: „Hvad intet menneske kan gøre, det kan Gud.”
28 „Hvad så med os?” spurgte Peter. „Vi har forladt vores hjem og ejendele for at følge dig.”
29 Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Alle, der har forladt hjem, ægtefælle, søskende, forældre eller børn for Guds riges skyld,
30 skal få det mange gange igen i denne verden – og evigt liv i den kommende verden.”
31 Jesus samlede de 12 disciple omkring sig og sagde: „Nu er vi snart i Jerusalem, og dér vil alle Skriftens profetier om Menneskesønnen gå i opfyldelse.
32 Jeg vil blive udleveret til romerne, og de vil håne mig og spytte på mig.
33 Jeg vil blive pisket og til sidst dræbt. Men på den tredje dag vil jeg genopstå fra de døde.”
34 Men disciplene forstod slet ikke, hvad han sagde. Hans ord var som en lukket bog for dem, så de ikke fattede, hvad han talte om.
35 Jesus og hans følge nærmede sig nu Jeriko. Der sad en blind mand ved vejen og tiggede,
36 og da han hørte lyden af mange mennesker, der nærmede sig, spurgte han, hvad der foregik.
37 „Det er Jesus fra Nazaret, der kommer forbi,” fik han at vide.
38 Så gav han sig til at råbe: „Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!”
39 De mennesker, der gik foran Jesus, forsøgte at få manden til at tie stille, men han råbte bare endnu højere: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!”
40 Jesus standsede og sagde, at man skulle føre den blinde mand hen til ham.
41 „Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?” spurgte Jesus. „Herre,” sagde manden, „jeg vil gerne kunne se!”
42 „Det er sket!” svarede Jesus. „Din tro har reddet dig!”
43 Straks kunne manden se, og han begyndte at lovprise Gud og fulgte derefter med Jesus. Alle de omkringstående brød også ud i lovprisning.