Job 4
1 Da svarede Elifaz:
2 „Måske bliver du vred, hvis jeg siger noget, men jeg kan ikke holde mig tilbage længere.
3 Du har opmuntret mange i tidens løb og været til trøst for de sørgende.
4 Du har støttet dem, der var ved at segne, givet nyt mod til dem, der var ved at give op.
5 Nu, hvor det gælder dig selv, er du modløs, dine egne problemer har helt slået dig ud!
6 Din ærefrygt for Gud burde give dig tillid. De, der gør det rette, bør ikke leve i håbløshed.
7 Bliver en uskyldig overøst med ulykker? Straffer Gud en retskaffen mand?
8 Jeg ved, at de, der sår overtrædelser og synd, også må høste, hvad de har sået.
9 Når Gud ånder på dem, går de til grunde, hans vredes pust gør det af med dem.
10 En løve kan brøle, så meget den vil, ungløven vise tænder, men Gud har al magten, han brækker med lethed løvens tænder.
11 Da dør selv den stærkeste løve af sult, dens unger må klare sig selv.
12 Der kom et ord til mig i det skjulte, mit øre opfangede den svage hvisken.
13 Det kom i et syn om natten, mens andre sov deres søde søvn.
14 Jeg blev bange og skælvede af skræk, jeg rystede over hele kroppen,
15 et vindpust strøg hen over mit ansigt, hårene rejste sig på mit hoved.
16 Jeg kunne ane en skikkelse foran mig, men kunne ikke se, hvem det var. Den standsede op, og jeg hørte en hviskende stemme:
17 ‚Kan et menneske være fejlfrit i Guds øjne? Kan en skabning stå skyldfri over for sin Skaber?’
18 Gud kan ikke engang stole på englene, hans himmelske sendebud er ikke fejlfri.
19 Hvad så med mennesker, støvets børn, som har deres hjem på jorden? De mases så let som møl,
20 der går til grunde på et øjeblik. Uden at man skænker dem en tanke, knuses de og forsvinder for evigt.
21 Deres liv slutter brat, og de dør midt i al deres uvidenhed.