Job 17
1 Mit livsmod er brudt, mine dage er talte, og graven venter mig.
2 Jeg er omgivet af folk, som blot gør nar ad mig.
3 Det er kun dig, der kan hjælpe mig, Gud. Ingen anden kan løse mit problem,
4 for du har ikke givet dem indsigt til at forstå det. Derfor bør de ikke hovere over mig.
5 Når nogen lader sin ven i stikken, rammer straffen hans egne børn.
6 Du har gjort mig berygtet, én man håner og spytter i ansigtet.
7 Mit blik er sløret af tårer, jeg er ikke andet end skind og ben.
8 Retskafne folk er bestyrtede over min ulykke og oprørte over de gudløses fremgang.
9 Men de retsindige lader sig ikke lokke til synd, de, som har rene motiver, får ny styrke.
10 Men hvad jer angår, mine venner, finder jeg ingen visdom i jeres ord.
11 Mit livsløb er snart forbi, og mine ønsker blev ikke opfyldt.
12 I siger, at lyset er ved at bryde frem, men jeg ser ikke andet end mørke.
13 Jeg ser frem til at blive lagt i graven, hvor jeg kan hvile mig i dødens mørke.
14 Forrådnelsen bliver som en far for mig, ormene som en mor eller søster.
15 Hvad mener I om sådan et håb? Hvem kan få øje på min lykke?
16 Er der håb tilbage, når man ligger i graven? Har man stadig et håb, når man bliver til støv?”